Man kan sige meget om Luc Besson, men få kan koreografere action-scener som ham. Og der går ikke mange minutter, før man er underholdt af den første af slagsen.
Lucy (Scarlett Johansson), en afbleget blondine med leopardjakke og pink læbestift, mødes med sin kæreste, Richard (Pilou Asbæk), foran et hotel i Taiwan. Lucy er studerende, og Pilou Asbæk spiller hendes svindlerkæreste, der med falsk Stetson-hat, luset læderjakke og orange solbriller får hende narret til at aflevere en kuffert til gangsterbossen Mr. Jang (Min-sik Choi).
Så er vi ellers i gang med de visuelt fornøjelige scener.
Taiwanesiske gangstere i jakkesæt orkestreres i smukt udførte action-scener og får tilføjet det Besson’ske humoristiske twist. Luminansen skrues i vejret, og da Lucy åbner kufferten, kommer et blåt stof til syne, der får Breaking Bads metamfetamin til at ligne en billig efterligning.
Det syntetiske stof, CPH4, indopereres i Lucy, som skal smugle det ud af Taiwan. Men posen lækker, og stoffet siver ud i Lucys blodbaner, der nu forvandles til en superkvinde, der kan skyde gemene forbrydere, lære alle sprog og manipulere med menneskers tanker.
CPH4 nedbryder nemlig de barrierer i hjernen, der afholder os fra at udnytte hjernens fulde potentiale. Hvor almindelige mennesker kun udnytter ti procent, er Lucy i et hæsblæsende tempo på vej op mod de 100 procent, mens hun har taiwanesiske forbrydere i hælene og kun får hjælp af en aldrende hjerneforsker.
55-årige Luc Besson er vendt tilbage til den excessive stil, der blev kendetegnet for den franske auteur i 90’erne. I en virtuos leg med virkemidler leverede Besson banebrydende film som Nikita, Léon og Det femte element.
Lucy sprudler af samme fortælleglæde, og vi får både vilde biljagter á la Taxi, skydescener tilsat opera som i Léon og overnaturlig skønhed med både styrke og skrøbelighed som i Det femte element.
Desværre halter plottet gevaldigt.
Luc Besson har brugt ti år på at skrive manuskriptet, der er resultatet af en langvarig fascination af hjernens potentiale. Selvom den pseudovidenskabelige teori om de ti procent er blevet dementeret, fastholder Besson sit naivistiske syn på hjernen i Lucy.
Morgan Freeman får æren af at spille den aldrende hjerneforsker, der udbreder de lommefilosofiske floskler for studerende på Sorbonne-universitetet. Alt lige fra betragtninger om menneskets behov for at eje til delfiners måde at kommunikere plottes ind i teorien.
Luc Besson har ofte fået på puklen for, at hans film er overfladiske, og det er måske derfor, at Besson insisterer på at ophøje sine voldseskapader til også at omfatte Tree of Life-sandheder. Det er desværre ikke dér, hvor instruktørens force ligger.
Heldigvis har Luc Besson så megen selvindsigt, at han godt ved, at publikum ikke ser hans film for at finde en højere mening med livet.
Det vises i en underholdende scene, hvor Lucy er ved at få opereret det blå stads ud af hendes krop. Samtidig har hun en følelsesladet telefonsamtale med sin mor, hvor hun med bevingede ord forklarer, hvorledes hendes hjerne udvider sig, og hun kan føle alt i universet. Morens kommentar til den lange enetale er: ”Undskyld skat, men forbindelsen er dårlig, hvad var det, du sagde om din hjerne?”
Scarlett Johansson har det seneste års tid både ageret alien (Under the Skin) og lagt stemme til en computer (Hende), og det er, som om de ikke-menneskelige roller går godt i spænd med Johanssons begrænsende mimik. Det samme gør sig gældende i Lucy, selvom det er svært at betragte hende som andet end staffage i en film, hvor alle knapper er trykket helt i bund.
Til slut kammer de visuelle eksperimenter over for Besson, da professor Norman skal håndtere Lucys fulde hjernekapacitet, som er ved at løbe løbsk. Men indtil da er man umådeligt godt underholdt.
Kommentarer