Ludo

Mor orker ikke at tage med på udflugt. Igen. Far og datter havde ellers besluttet, at nu skulle det være. Familien skulle ud i verden, op på det færøske fjeld. De havde smilet indforstået og lavet morgenmadsbakke på listetæer. Og far havde bedt datteren om at lægge sig op i sengen, for så vågnede mor måske i godt humør til at tage sine piller.

Men mor orker ikke. De kan jo bare tage sted uden hende, siger hun med et smil, iskold og smuk i sin silkeslåbrok. Vi ved dog godt, at hun ikke mener det – far, datter og alle os i biografen.

Færøske Ludo er gennemsyret af en trang til at slippe væk, men uden nogensinde at komme ud af stedet.

I biografsalen føler man, næsten fysisk, hvordan dukkehjemmets blomster-tapetserede mure lukker sig omkring én. Med demonstrativ langsomhed og en tung symbolik er filmen en ekspressionistisk førstepersonsoplevelse af, hvordan det føles at vokse op med psykisk sygdom i familien.

Alting er, som det plejer i det lille, vindblæste bjælkehus mellem havet og klipperne. Men intet er, som det burde være.

Moren er fanget af sit lidende sind. Faren er fanget i et evigt tilbageholdt åndedræt, mens hans kone indbyder til Ludo-hygge det ene øjeblik for det næste øjeblik at true med knive og hulke sig gennem natten.

Datteren, som spilles inderligt af Lea Blaaberg, er mægleren, fanget af ansvarsfølelse og kærlighed midt imellem sine forældre.

Over et enkelt døgn kæmper familien med de psykiske konsekvenser af morgenens spontane fjeldvandring, hvor far sagde fra, og mor blev såret. Om aftenen må den elleveårige pige falde i søvn til lyden af sin egen vuggevise og morens hysterisk hyperventilerende skrig: ”Hjælp mig!”

Hulkene synes aldrig at få en ende.

Og som familien sidder fast i et destruktivt mønster, vender instruktør Katrin Ottarsdóttir tilbage til de samme billedsymboler igen og igen.

Der er bølgebrus i slowmotion, kniven i køkkenskuffen, vielsesringen på fingeren, legetøjsdukken, som lukker øjnene af sig selv. Og ravnene flyver igen og igen gennem den mytologiske, nordiske natur – sendt fra dødsguden Odin eller ravnemoren selv.

Virkelighed, hallucinationer og farlige ønskedrømme er gjort af det samme stof i denne cykliske collage, hvor tiden og almindelig dramaturgi strækkes ud af proportioner.

Katrin Ottarsdóttir har med Ludo produceret den første færøske film i femten år. Hun stod såmænd også bag den seneste, roadmovien gennem det færøske fædreland Bye Bye Blue Bird fra 1999.

Denne gang fortæller hun en langt mere personlig historie baseret på sine egne barndomsminder. Og filmen er lavet på adskillige liter hjerteblod, crowdfunding og et skrabet budget på 800.000 kroner.

Desværre springer de manglende midler i øjnene på den lidt flade billedside, som ikke for alvor puster liv i hverken legetøjsdukker eller ravne.

Underlægningsmusikkens enerverende strygere kan dog ikke tilskrives økonomien. De hviner ubønhørligt den samme klagende sang i enhver stille stund. Og selvom den larmende tavshed i familien er næsten uudholdelig, vil man faktisk gerne have lov til at høre den.

Ludo er med fuldt overlæg en ubehagelig filmoplevelse.

Den insisterer på at videreformidle en dyb, oplevet smertefølelse. Og i flere scener trænger smerten rent og menneskeligt igennem, som når faren beder datteren om at lyve for ikke at gøre mor ked af det.

De smukke momenter opstår, når vi får lov til at leve os ind i far, mor og barn ved at nærme os dem med empatisk interesse.

Men det meste af tiden tvinges vi desværre til at mærke smerten på egen krop, med øjne, ører og symbolsk sanseapparat. Det er svært at ånde, og derfor er det også svært at fordøje.

Måske har det været en terapeutisk oplevelse for Katrin Ottarsdóttir at lave Ludo.

Men da den 71 minutter lange spillefilm når sin bratte og dystre afslutning, føler man sig ikke forløst, snarere forædt af forcerede følelser. Og man har et bankende behov for at slippe ud og trække vejret.