Chihiro og heksene, Det levende slot og Min nabo Totoro er for længst klassikere, som fængsler publikum i alle aldre i biografen såvel som til et gensyn hjemme i sofaen.
Blandingen af fabulerende fortælling og fremragende filmisk håndværk er sandeligt besnærende.
Det er derfor ikke mærkeligt, at den dobbelt Oscar-vindende animationsinstruktør Hayao Miyazaki ofte bliver kaldt for en japansk Walt Disney – omend filmskabernes værker på ingen måde kan forveksles med hinanden.
Instruktøren, som er aktuel med svanesangen Drengen og hejren, brød igennem med tv-serien Rupan Sensei (1971-77) om den ejendommelige storsvindler Arsène Lupin III, der ligesom Egon Olsen altid har en plan om at snyde sig til millioner.
Hver gang viser gevinsten sig dog ikke at være rigdom, men livets små glæder mellem de dramatiske begivenheder. Lupin blev kaldt for ”det 20. århundredes festligste storsvindler” på plakaten, da serien fostrede en spillefilm i 1979.
I forbindelse med 45-året får filmen endelig herhjemme biografpremiere i en flot 4K-kopi med danske undertekster, og titlen er ændret fra Arsene Lupin knock-outer alt til Lupin III: Cagliostros borg.
Efter et røveri på Monacos berømte casino Monte Carlo viser det sig, at Lupin og makkeren Jigen Daisuke er stukket af med bilen fyldt med falske pengesedler.
Fordi alle tråde peger i retning af greven Lazare d’Cagliostro opsøger de ham for at få hævn. På vejen støder de imidlertid på den kidnappede prinsesse Clarisse, som greven vil tvangsgiftes med for at sikre sig familiens skjulte skat.
Ulig andre helte i børnehøjde flirter Lupin med kvinder på snuskede beværtninger, men er samtidig en gøgler uden lige. Når det lykkes ham at snyde sin modstander, danser han sejrsdans, men smiler kejtet for at redde sit skind, når han fejler.
Morsomt er det også, når Lupins badebukser viser sig at være et par størrelser for brede og falder af, mens han jagter en af Cagliostros vagter til vands.
Miyazakis debut udfolder sig med andre ord som en kupkomedie a la Ocean’s Eleven, mens den dekadente skurk Grev Cagliastro med sit skumle tilflugtssted på en middelalderborg omgivet af loyale håndlangere er som taget ud af James Bond-universet.
Filtreret gennem mesterinstruktørens forunderlige fantasi opstår der noget ganske magisk.
Med inspiration fra japanske samuraii-fortællinger og en romantisk forestilling om Europas Middelhavskyst optræder franske og italienske navne side om side med de japanske.
De eksotiske beliggenheder er oplagt skalkeskjul for slibrige typer, ligesom vestlige film ofte bruger Caribien og Latinamerika.
Opmærksomme biografgængere vil bemærke kritikken af systemer, der holder hånden over rigmænd som Cagliastro og løfter pegefingeren mod de fattige for deres desperate handlinger.
Ligesom når Miyazaki i Porco Rosso fra 1992 både kommer ind under huden på desperate lykkeriddere og samtidig fortæller en fængslende fabel om krigstraumer med optakten til Anden verdenskrig lurende i horisonten.
Glimtvis er det forstyrrende, at makkeren Jigen og samuraiien Goemon pludselig forsvinder fra fortællingen, ligesom ellers iøjnefaldende personer optræder sporadisk uden nogen væsentlig indflydelse på løjerne.
Anderledes vellykket er tråden med Fujiko, der udgiver sig for en hofdame, men viser sig at være spion, der trækker i trådene uden at involvere sig for meget.
Som koreograferede dansere i en musical bevæger tandhjul og jernkæder i et klokketårn drevet af vandet i Middelhavet sig i takt rundt om helten, der bekæmper den onde Greve i sværdkamp mod filmens slutning.
Den smukke sekvens er underholdende og varsler allerede tidligt i karrieren Hayao Miyazakis detaljerigdom og rige fortællestil.
Lupin III: Cagliostros borg er en sanselig oplevelse, som børn og voksne bør unde sig.
Kommentarer