Hvorfor gider svenske kvinder mellem 40 og 60 ikke knalde?
Ifølge den svenske HBO-serie Lust er det mændenes skyld. De er for selvoptagede til at lægge mærke til kvinderne, og så bliver lysten dybt inde i grotten.
Komedieserien følger i bedste Sex and the City-stil fire kvinder. Anette (Sofia Helin) er forskningsleder på en undersøgelse om midaldrende kvinders sexliv. Den manglende lyst går ud over antallet af sygedage, så kvinderne må i gang med at knalde for velfærdsstaten.
Derhjemme knalder Anettes datter, så lamperne ryster, mens hendes sygemeldte elektrikermand Andres er mere interesseret i at sætte stik i sit enorme stereoanlæg i kælderen end stikke lidt til Anette.
Det foranlediger hende til et hylemorsomt snigangreb. En nat i sengen putter hun sig ind til ham og mærker, at der trods alt stadig er fut i Andres – når han sover. Anette griber chancen og sætter sig til overskrævs på ham. Desværre vågner han, råber ”Voldtægt!” og skubber hende ned fra sengen, så hun hamrer ind i soveværelsesspejlet.
Lust er virkelig sjov på en måde, der overhovedet ikke havde været morsom, hvis man havde byttet rollerne om.
Det er skønt at se kvinder på over 40 kaste dildoer efter deres børn eller nægte at smile på de billeder, der pynter deres online sex-profiler.
Serien er også virkelig rørende.
Dagen efter overfaldet på Anettes mand, finder hun et knust spejlstykke på soveværelsesgulvet, hiver op i den middellange kjole og ser for første gang i livet, hvad der egentlig gemmer sig mellem hendes ben. Og hun smiler taknemmeligt, ømt og overvældet til vulvaen, så tårerne samler sig i øjenkrogene.
Tænk lige at lave den scene med en mand!
Anette er ikke den eneste i venindegruppen, der kæmper med seksualiteten.
Forfatteren Martina (Elin Klinga) er efter et kræftforløb blevet forladt, men bor stadig sammen med sin eksen. Hun sidder arrig, enbrystet og cerutrygende i det fælles hus, hvor kun en strimmel gaffatape adskiller hende fra den tidligere ægtemand og hans tykhårede, unge kæreste.
Reklamekvinden Nadia (Anja Lundquist) er mor til tre sønner og ved at drukne i testosteron. I en hylemorsom scene imploderer hun ved synet af bunker af stive krøllede pikhår i afløbet. Trods den pikkede stemning er manden Rasmus blevet woke, og det betyder, at sex op af kommoden er smækfrit. Hvilket er omtrent lige så usexet, som det lyder.
Afløb får hun selv, da hun starter til træning hos den kriminelle Diesel, der med sin mikropenis knullar hende til boksetræning.
Den blonde, skruppelløse Ellen (Julia Dufvenius) sælger luksusbiler om dagen og har uforpligtende sex om natten. Indtil hun trækkes til side af chefen. Nu er hun for gammel til de stramme skjorter og korte kjoler. Derfor flyttes hun til familieafdelingen, hvor medarbejderne skal være iklædt formløse, gule T-shirts.
Her møder hun skuespilleren Torkel Vildhavre, der udsatte hende for en mellemting af et overgreb og mobning i gymnasiet. Ham indleder hun et hævntørstigt forhold til, der kulminerer med en tampon lige i fjæset, da Torkel selvsmagende undskylder for miseren.
I det hele taget får man et indtryk af mænd som nogle forkælede, liderlige væsner uden empati. Seriens argument er, at det er deres selvoptagethed, der får vulvaen til at visne.
Når Anette får gnisten tilbage i sit parforhold, er det, fordi hun klarer det selv – uden voldtægt. Hun insisterer på at tage i parterapi med sin sutskoklædte mand, og at hun vil have, at han lærer at give hende en sprøjteorgasme.
Det havde været interessant, hvis Lust for alvor havde turdet gå ind i, hvad kvindelig seksualitet er ved at skildre mænd som andet end døgenigt eller sexfantasi.
Seriens pointe er øjensynligt, at den stakkels, heteroseksuelle kvindes lod er at være bundet til mandens skodpæl. Men det kommer der nu også en masse morskab ud af.
Kommentarer