Storesøster Katrine bor flot ud til Kolding Fjord, kører i åben Mercedes og er godt gift med den lokale byggematador Markus.
Lillesøster Karoline bor håbløst forgældet sammen med DJ Ronnie, en rod, som ryger hash i sengen, mens hunden skider samme sted.
Hos Katrine er alt luksus og mange penge, men parret kan ikke få børn. Det kan Karoline derimod. Hun har allerede fået mindst en abort og overvejer nu endnu én, da hun uventet er blevet gravid.
Engang var søstrene tætte. Men forældrenes skilsmisse, hvor far skred, mens mor døde af kræft, splittede dem ad. Og de fik hver deres livsstil.
Nu foreslår Katrine og Markus en oplagt handel. Karoline og Ronnie bliver gjort gældfri med mere for at bortadoptere barnet til storesøster og hendes mand.
Sådan er kabalen lagt op i Lykkelige omstændigheder, som er skuespilleren Anders W. Berthelsens solodebut, efter at han sammen med Niels Arden Oplev satte Ser du månen, Daniel i scene.
Og han er sluppet godt fra opgaven.
Han fortæller sin historie lige ud ad landevejen og følger den til dørs med fryd og gammen, som en lurmærket dansk folkekomedie kræver.
Før det skal vi selvfølgelig, om ikke gå meget grueligt igennem, så have genrens obligatoriske trakasserier.
Familieopgør, kærestesorg, masker falder, sandheder bliver fortalt og misforståelser rettet op. Og de to søstre finder hinanden, men på en anden måde, end der var lagt op til – i hvert fald fra storesøsters side.
Hun bliver spillet med bravur af Sofie Torp, som Berthelsen selv spiller overfor i Ser du månen, Daniel. Først er hun en kold skid af en overklassedulle, siden bliver hun den følsomme og fornuftige stemme, der falder til føje som storesøster fra paradis.
Esben Smed (der spiller hovedpersonen i Ser du månen, Daniel) er glimrende som hendes noget satte og stive mand, men som er god nok på bunden. Karoline leverer Roberta Reichhardt med frejdig enfoldighed og selvfølgelig et romantisk hjerte, når det kommer til barn og mand.
Manden spilles solidt af Joachim Fjeldstrup, lige på grænsen til stereotypen på et popsmart syrehoved.
Monika Mariotti er ganske uimodståelig som storesøsters obsternasige hushjælp og polsk-snakkende brokkehoved, der er til mænd med muskler, tatoveringer og motorcykler. Men selvfølgelig også ferm til at forløse flæbende knudemænd og frugtsommelige kvinder.
Endelig er der Sofie Jo Kaufmanas som kirkegårdens spøjse Britt Markusen, den gamle skolekammerat, der stjæler scener, når hun lægger langt tryk på sidste stavelse i sit efternavn.
Jovist, der er klichéer, men sådan set holdes de nogenlunde i ave. Kim Fupz Aakeson har skrevet en elegant historie over den gamle skabelon om søskende, som har taget hver sin modsatte bane i livet.
De gængse sætstykker er sat på plads. Også med den fraskilte svoger (Martin Høgsted), som forstående, men forsmået brænder lun på Karoline.
En hundebegravelse virker lidt plat, og endnu engang er blod tykkere end vand – selv for senmoderne mennesker. Moderskab og faderskab er tilsyneladende evige værdier i ethvert parforhold uanset tid og sted, villa med og uden vovse og Volvo.
Det er i ånd og stil en tænksom feelgood-film med toner af måden, vi lever på netop nu med nødvendigheden af at komme hinanden ved.
Kolding og omegn ses mest fra den turistvenlige solside. Plottets sentimentalitet er lind og spiselig det meste ad vejen. Undtagen til sidst, hvor historien i mine øjne kammer over og bliver spændt ud for længe og klægt.
Men alt forladt – det kan være svært at skrue ned for sødmen i en gennemgående sød film.
Kommentarer