Lysbrud

Lys på bleg hud. Lyset gennem de høje vinduer i en kirke af beton. Aftensolens sidste stråler, der sætter havet i brand. De blændende flammer, der æder sig gennem en vejtunnel og opsluger bilisterne.

Lys gennemstrømmer den fjerde spillefilm af islandske Rúnar Rúnarsson, der blev uddannet på Den Danske Filmskole og debuterede med Volcano i 2011. Det er det spinkle sommerlys i et land, der hvert år får for lidt, så for meget, så for lidt igen.

Med sin gennemsigtige hud og sit korte, rødbrune hår lader hovedpersonen, den kunststuderende Una, til selv at være skabt af lys og ild.

I åbningsscenen deler hun med sin bandmakker og hemmelige kæreste Diddi en joint ved vandet i Reykjavik, mens solen går ned, som prøver de at knibe hver en nærende stråle ud af dagslyset, før det forsvinder.

Men selv hvis vi ser dem begge tydeligt, gælder det samme ikke for deres vennekreds. Diddi har gymnasiekæresten Klara hjemme på den anden side af øen. Han lover Una, at han vil slå op med Klara næste dag, da de ligger i ske i hans seng, hud mod hud i det bløde måneskin.

Men det når han ikke.

Lidenskab blomstrer i mørket. Det samme gør sorg. Men på disse breddegrader er sommersolen ubønhørlig.

Næste dag, i timerne mellem nyheden om en eksplosion i en vejtunnel og visheden om, at Diddi er blandt de tyve ofre, sørger Una over sin tabte elskede uden at kunne afsløre, hvor meget han betød for hende. Og det bliver endnu sværere for hende at holde følelserne skjult, da Klara dukker op i Reykjavik, ødelagt af chok og sorg.

Man kan ikke bare sådan fortælle en ung kvinde, hvis kæreste lige er død, at han faktisk ikke var hendes kæreste længere. Men takket være Elín Halls kraftfulde, indestængte præstation truer den blanding af vrede, sorg og desperation, der ulmer i Una, hele tiden med at koge over.

Lysbrud er en film, som betragter og lytter uden at bekymre sig om budskaber.

Sophia Olssons billeder finder et naturligt fikspunkt i Unas blege hud og søgende, lyseblå øjne. Med sine grå huse under en grå himmel ligner Reykjavik en by i sørgeklæder.

Men glimt af orange – et par sneakers og glaspanelerne i døren til Diddis lejlighed – bærer lyset gennem filmen som en olympisk fakkel fra én solnedgang til den næste, hvor verden er uigenkaldeligt forandret.

Lysbrud er også en ungdomshistorie.

I to korte, effektive scener ser vi Una bevæge sig fra en beskyttet, lille pige til en stærk, selvstændig kvinde. Og efterhånden som dagen skrider frem, antydes det næsten umærkeligt diskret, hvordan hun tager sit forhold med den karismatiske, men ikke nødvendigvis pålidelige Diddi op til genovervejelse.

Vi fornemmer, at han måske også stirrede lidt for dybt i flasken, og måske ville hans løfte om at slå op med Klara være blevet ved løftet.

Det ville være for meget at foreslå, at Unas vekslen mellem isolation og fællesskab også gælder for Island. Men der er for mange ledetråde til ikke at tro, at Lysbrud også er en fortælling om livet i dette sparsomt befolkede land med ild og is på kanten af Europa.

En mindehøjtidelighed for ofrene afholdes i den raketlignende Hallgrímskirkja, et nationalt vartegn. En nødstation for ofrenes venner og familie indrettes i Harpa-koncerthallen, hvis ujævne bistadefacade er designet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson.

Una, Klara og Diddis venner danser til en sang af det islandske teknoband Hatari, der repræsenterede landet ved det europæiske melodigrandprix i 2019. Det gribende smukke korstykke, der bruges til at understrege et af filmens mest følelsesmæssige øjeblikke, er skrevet af komponisten Jóhann Jóhannsson – en anden talentfuld islænding, der døde alt for tidligt.

Lysbrud er Rúnar Rúnarssons mest delikat fortalte og dybfølte film. En sorgfortælling fortættet til 82 perfekte minutter.