Hvis man tror, at cancel culture er noget nymodens importeret fra USA, tager man grueligt fejl.
Alexander Lind er kendt for sin hudløse portrætkunst – fra Plum-tvillingerne til Skam-skuespilleren Ulrikke Falch. Men nu har den talentfulde dokumentarist gravet en næsten 30 år gammel sag op.
I 1995 skabte Elle-Mie Ejdrup Hansen Danmarks største kunstværk med Fredsskulptur 1995 i anledning af 50-året for Danmarks befrielse i 1945.
En laserlinie skulle gå hele vejen fra Skagen og ned til den tyske grænse. Den skulle sættes ind omkring de 6000 bunkere, tyskerne fik bygget for danske penge ved Vesterhavskysten.
Allerede på sit tidlige stadie af kunstværket rejste der et ramaskrig fra den højre såvel som venstre side af Folketinget. Det, vi i dag kalder for en shitstorm, bølgede ind over kunstneren, hendes nære medarbejdere og medkunstnere og så kvinden bag det hele, kulturminister Jytte Hilden.
Hilden hylder Hitler, hed et af læserbrevene i Ekstra Bladet, som førte an i hetzen. Og den var helt ude af propositioner.
Folk sendte afføring i breve og kom med dødstrusler. Tolerancen kunne ligge på et meget lille sted hos veteranerne fra Modstandsbevægelsen, som kaldte sig dybt krænkede.
Kunstneren Inge Bjørn, der er Elle-Mie Ejdrup Hansens gamle lærer, siger det så rigtigt: Absurd, at de mennesker, som havde sat livet på spil for ytringsfriheden, nu selv ville knægte den.
Det er i det hele taget ubærligt at se krænkede frihedskæmpere opføre sig så kyklopisk. Én overrækker sågar en brækpose til sin kvindelige modstander, andre finder det formasteligt, at lyset har samme farve som tyske soldater.
Undervejs i dokumentaren vises naturligvis arkivbilleder fra 1940’erne. Også af danskernes bunkerarbejdet for tyskerne, gråzonens legaliserede værnemagerarbejde. Modstanden mod kunstværket skyldtes angiveligt også en frygt for, at det ville kaste laserlys over samarbejdspolitikken.
Lyset er fremragende fortalt med sin ubehagelige reportage og montage om den tids radikale rindalisme. I et demokratisk samfund, hvor det burde være muligt at diskutere på kryds og tværs, tegner der sig et billede af Danmark med gadens parlament og en tordnende intolerance.
Og så var der ikke engang kun tale om et lysshow den 4. maj. Det var knyttet til et større og varigt kunstprodukt med inddragelse af internationale og anerkendte kunstnere.
Den engang kræftramte kunstner blev kronisk påvirket af heksejagten. Det kommer til orde i hendes smukke prosadigt om at skamme sig.
Også begrebet ”udskamning” er af ældre dato. Kunstnerens støtte i filmen, Jytte Hilden, får retfærdig oprejsning for sit standhaftige forsvar for kunstens frihed. Over for en offentlighed, som beskyldte hende for alskens ondt.
Hilden har klart ret i, at der var kvindehad i krudtet mod kunstens frihed.
Hele balladen endte med, at der i Folketinget viste sig at være et flertal imod at flytte eller fjerne kunstværket. Der blev også fremsat et lovforslag om helt at forbyde værket. Men selv om der vitterlig var sabotage på den store aften, og laserlyset ikke voksede op i himlen, blev det set af en halv million danskere.
Filmens stemmer har nok også ret i, at kommende slægter, som var til stede, har fået et uforglemmeligt og varigt minde for livet: Om aldrig at glemme den 4. maj.
Min eneste anke er, at man gerne ville have hørt fra en af dem, som talte dunder mod arrangementet. Hvorfor ikke invitere Pia Kjærsgaard, der med Fremskridtspartiet førte an i modstanden?
En så overbevisende film måtte godt have haft råd til en stemme fra den anden side af den korrekte holdning.
Kommentarer