Lyset i havet

Det forlyder, at kendisromancen mellem Alicia Vikander og Michael Fassbender begyndte at blusse under optagelserne til Lyset i havet.

Det kan man ikke se.

Fassbender spiller den indelukkede krigsveteran Tom Sherbourne, der efter Første Verdenskrig søger en stille, tilbagetrukken tilværelse.

Den traumatiserede soldat sendes derfor af sted til den australske sydkyst, hvor man mangler en fyrmester til den lille, afsidesliggende ø Janus. Til jobsamtalen møder han livsstykket Isabel (Alicia Vikander) og bliver forelsket i hendes lyse, ungdommelige pigesind.

Efter et par passionerede brevskriverier bliver de to modsætningsfyldte turtelduer gift, Isabel flytter med ud på den isolerede ø, og familieforøgelsen sættes i værk. Men ak og ve, naturen har alle dage været ubarmhjertig, og den unge Isabel får et par spontane aborter. Da en jolle med en lille baby skyller op på land, er parret splittet mellem Toms høviske moral og Isabels egoistiske behov: Skal de beholde barnet eller rapportere fundet til myndighederne?

Lyset i havet er en filmatisering af Margot L. Stedmans succesroman, og instruktør Derek Cianfrance har selv stået for at omskrive periodedramaet til det store lærred.

Men i modsætning til Cianfrances parforholdsdrama Blue Valentine, hvor instruktøren gav los, og lod alt det uskønne få så meget plads, at selv Ryan Gosling endte med at fremstå som en klam stodder, er Lyset i havet en pæn og kontrolleret affære. For kontrolleret. Og efter at have kedet sig igennem den to timer og ti minutter lange film, er det svært ikke at stille spørgsmålet: Kan en skuespiller blive for professionel?

Vikander og Fassbender er begge skuespillere i fuld kontrol over hver eneste detalje i deres ansigt. Vikander kan så let som ingenting få tårerne til at pible ned ad de bedårende kinder, og Fassbender ved lige præcis, hvor hårdt han skal presse tandsættet sammen for at få det helt rigtige indestængte look.

Men den sublime kontrol synes at hæmme de virkelige følelser, der bag de korrekt foldede ansigter gerne skulle skinne igennem, især i et melodrama.

Lyset i havet er mere et studie i skuespilkunst, og det er måske her, parret har fundet hinanden – i en intern konkurrence om at være den bedste skuespiller og dermed vinde den andens gunst. Den rene professionalisme gør dog intet godt for publikum, der må se langt efter en snert af lidenskab.

Fotograf Adam Arkapow, der løftede True Detective til tv-dramatik i verdensklasse, gør til gengæld sit til at mane passionen frem i symbolladede billeder. De stejle klipper, det lysende fyrtårn og det omskiftelige hav bliver alle fabelagtigt fanget i drømmeagtige scenarier.

Arkapow er en mester i at benytte sollyset, og former isolerede Tom i modlysets skær, mens Isabels blide konturer kærtegnes af solens stråler. Men det bliver næsten for meget af det gode, når den tydelige, og ofte religiøse symbolik gentages gang på gang fordi filmen er alt for lang.

Tom kæmper med skyldfølelse, imens Isabel knytter sig stærkt til barnet, men det er først, da Rachel Weisz dukker op som den retmæssige mor, at handlingen bevæger sig en smule i en spændende retning.

Hvis så bare instruktøren havde givet los endnu engang, men det gør han ikke.

Hvorfor Cianfranco har lagt sin fandenivoldskhed fra sig, er svært at spå om, men det klæder ikke dramaet, der fremstår som en upersonlig metervare. Kidnapning af et barn er ellers en voldsom forbrydelse, men Lyset i havet rejser sig aldrig som den meterhøje bølge af anger, man kunne have forventet. I stedet får vi kun små, fine krusninger på vandets spejlblanke overflade. Det er ganske pænt at se på, men også jævnt kedeligt i længden.