Biografanmeldelse
11. jan. 2023 | 14:27

M3GAN

Foto | Geoffrey Short
Robotten M3GAN er så skræmmende og flabet, at den legendariske dræberdukke Chucky ville være benovet, skriver Ekkos anmelder om nyt horror-ikon.

Et horror-ikon fødes med godt gammeldags håndværk i gyserfilm, hvor en robot med kunstig intelligens vil gøre alt for at beskytte sin ejer og sit eget liv.

Af Claus Nygaard Petersen

I takt med at teknologien har ændret sig, er diskussionerne mellem børn og forældre blevet ændret.

Skærmtid dækkede tidligere over, hvor længe man måtte sidde og se tv. Nu handler det om, hvor lang tid man må sidde med en telefon, tablet eller anden elektronisk gadget.

Netop dét skændes den lille pige Cady (Violet McGraw) og hendes forældre om i bilen, mens de kører på skitur. På vej op ad bjerget i den tætte snestorm bliver deres bil frontalt smadret af en sneplov.

Forældrene dør, og Cady flytter ind hos sin moster Gemma (Allison Williams), der arbejder som robotingeniør hos legetøjsfirmaet Funki.

Firmaet har haft stor succes med en behåret bamse i stil med Furby. De bliver dog presset af konkurrenter med en billigere kopi-version, så der skal ske noget nyt. Gemmas chefer har flere lodne tøjdyr i tankerne, men hun og kollegerne har større ambitioner.

Her kommer titlens robot ind i billedet.

M3GAN står for Model 3 Generative Android, der er en menneskelignende robot. Den er udstyret med en kunstig intelligens, som gør den i stand til at lære ting og dermed blive klogere.

Man skal ikke have set mange sci-fi-film for at vide, at det aldrig vil føre noget godt med sig, selv om intentionen er nok så nobel.

M3GAN skal være det ultimative legetøj, som gør alt andet legetøj overflødigt. Barnets bedste ven og en lærekilde, der aflaster pressede forældre.

Robotten tager kun imod ordrer fra sin ejer. Den vil gøre alt for, at vedkommende er i sikkerhed og aldrig bliver ked af det. Det lyder som opskriften på et morderisk amokløb, men ingen i filmen har synderlige skrupler ved at lade et barn få en potentiel dræbermaskine som lydig lejesvend.

Og gudskelov for det, for M3GAN bliver et nyt horror-ikon. Den er så skræmmende og flabet, at den legendariske dræberdukke Chucky fra Child’s Play ville være benovet. Og robotten tager mildt sagt ekstreme midler i brug for at beskytte Cady.

Naboens irriterende hund bliver skaffet af vejen, efter den har bidt pigen. Og en ung bølle får bogstavelig talt en ordentlig ørefigen, da han generer Cady.

Eskaleringen i voldsudgydelser stiger, som M3GAN bliver mere og mere selvbevidst. Hun iagttager og analyserer konstant omgivelserne.

Der studeres og lagres i hukommelsen, og da robotten hele tiden er koblet op til internettet, er der ingen oplysninger, som ikke kan findes, eller elektroniske genstande, der ikke kan kontrolleres.

Man forstår den slet skjulte kommentar til vores teknologiske afhængighed, uden at man føler sig hamret i hovedet med budskabet.

Instruktør Gerard Johnstone har et solidt greb om spændingskurven og får det maksimale ud af Akela Coopers manuskript.

At historien er et påfund af James Wan, en af det 21. århundredes fremmeste horror-skabere, kommer ikke som en overraskelse. Han har været involveret i nogle af de mest indbringende og imponerende lavbudget-succeser i dette årtusinde startende i 2004 med nyklassikeren Saw.

Skuespillet er skarpt. Allison Williams gør sig godt som en typisk travl voksen, der egentlig er meget glad for at kunne blive aflastet af robotten. Unge Violet McGraw funkler som Cady, der desperat leder efter noget, som kan fjerne hendes tanker fra sorgen over forældrenes død.

Mest imponerende er kroppen og stemmen bag M3GAN. Amie Donald bevæger sig radbrækkende fænomenalt, mens Jenna Davis har både leg og isende uhygge i stemmearbejdet.

Sammen giver de liv til robotten.

Det er poetisk smukt, at i en tid, hvor computergrafik-spektakler fylder i biografen, skaber godt gammeldags håndværk årets første udsøgte horrorfornøjelse.

Trailer: M3GAN

Kommentarer

Titel:
M3GAN

Land:
USA

År:
2022

Instruktør:
Gerard Johnstone

Manuskript:
Akela Cooper

Medvirkende:
Allison Williams, Violet McGraw, Jenna Davis, Amie Donald

Spilletid:
102 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
12. januar

© Filmmagasinet Ekko