Madeleines Paris

Den franske instruktør Christian Carion er bedst kendt for En dag uden krig. Filmen fortæller den autentiske historie om en våbenhvile juleaften under Første Verdenskrig, hvor soldaterne mødes over skyttegravene til et spil fodbold.

Siden har han lavet to dramaer ved navn My Son, den ene i hjemlandet og den anden en unødig amerikansk genindspilning. Nu vender han tilbage med en meget fransk fortælling om et umage venskab.

Madeleines Paris handler om Charles (komikeren Dany Boon), en stresset, midaldrende taxachauffør med ondt i privatøkonomien.

Han tigger om at låne penge over telefonen, når han ikke er ude at køre. På en tilsyneladende helt almindelig dag samler han 92-årige Madeleine op. Den gamle dame irriterer ham ved at blive ved at føje flere stop til ruten.

Hun har tid nok, siger hun, og er ligeglad med, at taxameteret stiger. Slutdestinationen er nemlig et plejehjem, og Madeleine har i sinde at nyde sine sidste øjeblikke af frihed.

Det bliver afsættet for en underholdende tur rundt i Paris’ forstæder og boulevarder anført af to veloplagte skuespillere.

Madeleine spilles indtagende af Line Renaud, en fransk sanger og skuespiller med en stor karriere bag sig. Bag Madeleines smilende ydre gemmer sig en hård fortid. Den afsløres i flashbacks, mens hun og Charles besøger de steder i Paris, der har haft størst betydning for hende gennem livet.

Undervejs udvikler deres småsnak sig til et overraskende bånd mellem passager og chauffør. Det får Charles til at indse, at han måske er nødt til at genoverveje sit eget syn på livet.

Det er en traditionel, men sød historie.

Ingen af de to versioner af My Son er videre vellykket, men i begge film benytter Christian Carion en interessant fortællestruktur. Hovedpersonen – Guillaume Canet på fransk, James McAvoy på engelsk – improviserer sig gennem en thrillerfortælling, hvor kun hans medskuespillere havde fået et manuskript.

Madeleines Paris er derimod en film med flere afsløringer end overraskelser, en feelgood-historie fortalt med taktfast præcision.

At filmen alligevel er morsom og engagerende, skyldes først og fremmest kemien mellem de to velspillende hovedrolleindehavere.

Som gnavne Charles lægger Dany Boon gummiansigtet i tunge folder og finder ind til en sårbarhed, som kommer rørende til udtryk i filmens dramatiske tredje akt.

Til tider kan skuespilleren være en hæmsko for komikken – især når han selv træder bag kameraet som i den uinspirerede pandemikomedie for Netflix, Stuck Together. Men i hænderne på en instruktør, der forstår at bruge ham, er han storartet.

Line Renaud har tidligere spillet Dany Boons mor, og de skaber en lignende fortrolighed, efterhånden som Madeleine slider Charles’ kynisme op med sin ukuelige optimisme.

Hun forstår, hvor svært og vigtigt det er at holde modet oppe, når livet ser sortest ud. Og talentfulde Alice Isaaz, en af fransk films mest interessante og samtidig oversete skuespillere, føjer lag til fortællingen i rollen som den yngre Madeleine.

Der er en lidt forceret sentimentalitet over Madeleines Paris, som kun delvis opvejes af skuespillernes gode selskab.

Den nostalgiske fortælling om, hvordan hvert menneske ser byen forskelligt, taber også noget ved, at Paris tager sig relativt anonymt ud i Pierre Cottereaus ellers meget kapable billeder. Miljøskildringen er underordnet manuskriptet, og det gør, at den franske hovedstad aldrig får samme personlighed som Los Angeles i Collateral eller New York i Taxi Driver.

Men det er en fornøjelig køretur, Christian Carion fører publikum ud på. Madeleines Paris er et charmerende dobbelt karakterstudie fortalt med fransk flair.