Venindefilmen Madklubben om tre kvinder i deres livs grånende efterår er en god blanding af internationale feelgood-film som Mamma Mia, Når du mindst venter det, Eat Pray Love, Bridget Jones’ dagbog og Sex and the City.
Der er også elementer af danske komediedramaer som Den skaldede frisør og All Inclusive på menuen.
Filmen er med andre ord langt fra nytænkende gastronomi. Alligevel lykkedes den med at servere en veltempereret livret.
Det skyldes, at alle foran og bag kameraet ganske tydeligt har en stor kærlighed til de sommerhusejende, friværdihavende, børnebørns-elskende ældre kvinder, som forfriskende er i fokus i Madklubben.
Og den kærlighed bliver kogt ned til noget, der det meste af tiden smager af et klogt og sjovt generationsportræt.
Da Maries mand forlader hende, overtales hun af sine gamle veninder Vanja og Berling til at tage med dem på et madkursus i Italien.
I løbet af filmens halvanden time sludrer Marie, Vanja og Berling – spillet af henholdsvis Kirsten Olesen, Kirsten Lehfeldt og Stina Ekblad – sig helt ind på livet af hinanden igen.
Instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg og manuskriptforfatter Anne-Marie Olesen Thinghuus genskaber med de tre dygtige skuespilleres hjælp en venindeintimitet, som først opstår, når venskaber bliver livslange.
Her kan de tungeste ting og de mest almene ligegyldigheder vikle sig sammen i en ustandselig talestrøm. De tre kvinder har i høj grad brug for nærhed, for de har bestemt hvert deres at slås med.
Kirsten Olesen spiller stædigt sørgende uden på noget tidspunkt at miste den dragende livsgnist, der gør hende til en af landets bedste skuespillere.
Kirsten Lehfeldt charmerer som Vanja, hvis mand døde for otte år siden. Nu er hun groet fast som stedsegrøn på graven og kommer ikke videre.
Berling er ved første øjekast en karikatur på Samantha fra Sex and the City med vibratorer og joints i rejsetasken. Hun sender lange, makeup-tunge blikke efter de italienske mænd.
Men inde bag det dyre og polerede ydre banker et lille, stille hjerte efter ægte kontakt. Stina Ekblad er rørende som det kærlighedshungrende menneske, som i bund og grund viser sig at være en god, lyttende veninde.
Venindehyggen er nok til, at man gerne ser gennem fingre med, at man er ude på noget af en klichétur med Madklubben. Særligt slutningen taber den autentiske velsmag fra den dybe venindepludren. Filmen binder en lidt for forudsigelige knude til sidst på ferien.
Men når Madklubben er bedst, tør den behandle tabuer i øjenhøjde og gå ind i det liv, som kvinder over 60 lever, og som er ret ubeskrevet i dansk film.
Det er svært, når leverpletterne får én til at ligne Pippi Langstrømpes hest. Men så kan kvinderne til gengæld dele fifs med hinanden om, hvordan man danser sexet, uden at mormorarmene blævrer for meget.
Det er godt, at der også bliver lavet film om, hvordan det er at være kvinde uden menstruation – og mænd. Om kvinder, som efterhånden lever mere for mærkedagene, når børnene og børnebørnene kommer hjem på besøg.
I Madklubben bliver de – og vi andre – mindet om, at der er så meget mere i livet, efter man er blevet 60.
”Er alt okay?” spørger Vanja hen mod slutningen.
”Nej, men det lader vi os ikke slå ud af!” svarer skilsmisse-Marie smilende og giver verdens bedste krammer til Berling.
Det er den muntre komedie i sin smukke essens.
Kommentarer