Elias og Gabriels far dør på hospitalet. Gabriel er den fornuftige bror, mens Elias er lettere forsinket i sin udvikling. Faren har efterladt en video, som de skal se efter hans død. En filmstrimmel, hvor den afdøde fortæller brødrene, at han ikke er deres biologiske ophav, og at de har hver deres mor.
Således begynder Anders Thomas Jensens sorte komedie eller snarere crazy farce, Mænd & høns. Snart kommer brødrene på sporet af deres biologiske far på en næsten øde ø i udkantsdanmark – samt tre sindssyge halvbrødre, der lever som tumper og originaler isoleret med faren på et meget nedslidt sanatorium.
Og alle fem brødre har noget til fælles. Nemlig det, som filmen selv benævner som hareskår, men som blandt dannede mennesker hedder læbeganespalte. Både Gabriel, Elias og deres brødre med andre agtværdige og arkaiske navne, Franz, Gregor og Josef, lider alle af denne arvelige misdannelse. Deres fælles arvemasse fortegner sig gådefuldt et sted i det dunkle.
Mænd & høns er intet ringere end en muterende folkekomedie, der føles som en kloning af genetikeksperten Lone Frank og den folkekære Morten Korch.
Resultatet er en vanvittig historie, der ikke kun har ugler i mosen, men også høns på hjernen. Intet er helligt, hverken sodomi eller dyremishandling, handicaphumor, sagsbehandlersprog eller Ældre Sagen. Anything goes, alt er tilladt, og første undren er, om Walt Disney som distributør og med på forteksterne ved, hvad de har gang i?
I hvert fald er vi meget langt væk fra den sunde, amerikanske familieunderholdning. Ligesom i Anders Thomas Jensens andre sorte sager med skæve grin og grimasser, Blinkende lygter og Adams æbler, er der ganske vist en hyldest til, at livet er smukt med og uden skavanker. Men dette budskab er godt gemt væk i galgenhumor med burleske og båtnakkede folk og fæ.
Den altid fortræffelige David Dencik, den mest normale i broder skabet, har fået den mindst outrerede makeup, kun et kort snit i overlæben.
Mads Mikkelsen er helt fantastisk maskeret som den rablende erotoman og galopperende onanist Elias med pikken ud af bukserne og evig brunst i blikket. Endnu mere har Søren Malling, Nicolas Bro og Nikolaj Lie Kaas fået påklistret næser og skår, der gør dem til groteske klovne i familie med Klokkeren fra Notre Dame og Elefantmanden.
Disse fysiologiske forklædninger er faktisk lidt distraherende. Jeg sad i hvert fald i halvanden time og så efter, hvor limningen lå mellem naturlige og kunstige ansigtstræk.
Det gør selvfølgelig filmen sjov i samklang med andre festlige folkekomedianter såsom Ole Thestrup, der ser igennem fingre med alt, så længe hans ø ikke bliver affolket, og Bodil Jørgensen som bagerjomfru med dej og kageruller i hænderne.
Men komikken er mere små-klukkende end larmende, lårklaskende. Det klinger af ujævne sketcher i en sommerrevy uden den episke sammenhæng og originale lattermildhed fra instruktørens tidligere, mesterlige komedier om gangsterlivet i skoven og æblepræsten, der tror enfoldigt på det gode i mennesket.
I slutningen bliver nærmiljøet, familien og tætte forbindelser fjernt fra storbyen atter det jordiske paradis som i hans øvrige film.
Filmen er en grotesk, men sympatisk parodi på den moderne videnskabsmode, hvor genetikken tillægges determinerende betydning for menneskets sjælløse skæbne. Det er det bedste ved den.
Det værste er, at den for tit gentager sine vitser, replikskifter og voldsromantik. Dens practical jokehumor bliver for meget, for ofte og for dekonstruktivt. Den underminerer historiens fine, humanistiske morale.
Finalen ville salig Walt Disney sikkert holde af. Men vejen derhen med huller og skrubtudser ville Walt nok finde mindre skøn. Langt hen ad vejen er jeg enig.
Kommentarer