Hvis hemmeligheden bag en vellykket biopic er at få emnet og filmsproget til at harmonere, rammer Bradley Cooper rent med Maestro.
Filmen er et portræt af komponist og dirigent Leonard Bernstein, der spilles af Bradley Cooper i en præstation så meget til kanten, at man dårligt nok ænser den ellers kontroversielle falske næse.
Filmsproget matcher ham til fulde. Det er lige så prangende, ekstravagant og storladent, som det er fuldt opmærksomhedssøgende, behagesygt og fuldt af selvmodsigelser.
Det er et markant skridt frem efter hans solide debutfilm, A Star Is Born, og der er rigeligt at beundre. Ikke mindst Coopers villighed til at bryde med biopic-genrens konventioner.
Maestro starter med i 1945, hvor den da 25-årige assisterende dirigent ved Filharmonien i New York modtager et afgørende hasteopkald. En gæstedirigent er blevet syg, og Leonard – Lenny – Bernstein er nødt til at tage over.
Så giver filmen os et glimt af en scene, der finder sted langt senere. Det er fra et tv-interview, hvor enkemanden Bernstein taler ud om, hvor hårdt det ramte ham at miste sin kone.
Manuskriptets nedslag i den store komponists liv føles som en fans skattede avisudklip, og Bradley Cooper, der har skrevet filmen sammen med Josh Singer (The Post), binder historien med en sitrende, rastløs energi, der matcher Bernsteins, når han er allermest elektrisk og besat.
Historien bruger klogeligt kontrasterne i Leonard Bernsteins liv og personlighed som en ledestjerne. Den mest åbenlyse er hans seksualitet.
Lenny elsker sin hustru inderligt gennem deres 25 års ægteskab, men samtidig begærer og forfører han åbent en række unge mænd.
Også professionelt har han to ansigter. Han er dirigenten, der giver sit inderste til orkestret og publikum. Men han er også komponisten, der barrikaderer sig fra verden og sidder alene med sit livs største kærlighed: musikken.
Og så er Lenny en mand i sine følelsers vold, vekslende mellem overstrømmende begejstring og lammende fortvivlelse, lige så charmerende og udadvendt i det offentlige, som han er behersket og forsigtig privat.
Sådan kunne man fortsætte.
Bradley Cooper kunne let være gået til filmen som en tenniskamp mellem yderpolerne af Leonard Bernsteins personlighed. Men i stedet fører han sin hustru, Felicia Montealegre Cohn Bernstein, ind i rampelyset.
Carey Mulligan leverer en af sine mest nuancerede og magnetiske præstationer, og filmen skildrer hende med samme forståelse og beundring, som den har for hendes mand.
Maestro er lige så meget hendes historie som hans.
Det er allermest tydeligt i et ekvilibristisk billede, hvor mand og hustru dobbelteksponeres oven på hinanden. Han som en stor, mørk silhuet, hende i midten som en lysende stjerne i en perlehvid cocktailkjole.
Hun står i skyggen af sin berømte mand, men er også et lys i mørket, der leder ham bort fra mørke tanker og selvdestruktive impulser.
Billederne veksler mellem sort-hvid og stærke, mættede farver, og kompositionerne placerer dem ofte i samme værelse, men i hver sin verden.
Flydende klipning lader Leonard vandre direkte bort fra sit livs mest prekære, private øjeblikke og ud foran publikum. Det er et greb, der minder om Olivier Dahans La vie en rose – en anden biopic om en musiker, Edith Piaf, hvis navn alene kan fremtrylle en hel verden af musik.
Leonard Bernsteins musik drysses med fri hånd ud over filmen og binder dens flersidige portræt elegant sammen. Ikke mindst i en helt utrolig, lang scene, hvor Lenny dirigerer med en brændende iver på grænsen til religiøs ekstase, mens Felicia – som er mere eller mindre fremmedgjort fra sin mand – betragter ham uden et ord, rørt til tårer.
Musikken siger det hele. Og trods alle Leonard og Felicias forskelle, binder musikken dem sammen.
Kommentarer