Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter

Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter er en finurlig metafortælling. Den udfordrer sit unge publikum, selv om den begynder som en klassisk Disney-tegnefilm med at læse højt og vende siderne i en bog ved navn ”Mr. Bunnsy på eventyr”.

Bogen er ikke et eventyr med konger og dronninger, men en historie med talende dyr tegnet i stilen efter engelske Beatrix Potters Peter Kanin.

Indtil fortælleren smækker bogen i!

Så møder vi Malicia, der sidder omringet af bøger på sit værelse. ”Dette er den indledende rammefortælling,” forklarer hun publikum. Den egentlige fortælling handler om rotter.

I en ny fortælling møder vi så den talende kat Maurice, der sammen med den enfoldige teenager Keith og en flok talende rotter lever af at franarre bønder deres penge.

Det foregår ved, at rotterne invaderer en landsby, Keith dukker op og spiller på fløjte, og pist væk er rotterne – angiveligt druknet i den nærmeste flod. Gruppen mødes senere på et aftalt sted, tæller pengene og rykker videre til næste landsby.

Men rotterne er ikke interesseret i penge.

De leder efter det forjættede land, som de har hørt om i Mr. Bunnsy på eventyr, hvor rotter ikke er en plage, der skal udryddes. Når de finder det, vil alt blive godt, lover Maurice, selv om han udmærket ved, at rotternes bog er det pure opspind.

Maurice er nemlig en grådig kyniker, hvis fortællebue vil ende i empati og omsorg, forklarer Malicia.

Et nyt niveau i fortællingen opstår, da svindlerne kommer til Bad Blintz, en landsby uden rotter og også næsten uden mennesker. Der er kun borgmesteren, to rottefængere og deres mystiske herre, som på overnaturlig vis er uden krop.

Hvad er på spil? Hvor er byens rotter? Og hvorfor kan Maurice og hans snarrådige rotter tale, når de andre dyr ikke kan? Det er filmens gåde. Og i borgmesterens køkken, hvor Maurice og vennerne stjæler mad, dukker Malicia pludselig op.

Hun er både fortæller og en del af fortællingen. Hun mener selv, at hun er en feministisk helt, for Keith er for naiv til at være helt, og rotterne mangler format.

Men også rotterne har personlighed. Der er den modige anfører Brunlød, den dansende entertainer Sardiner med stok og hat, den søde rottepige Ferskner, og Farlige Ærter, gruppens spirituelle leder. De danske stemmer er veloplagte, med Caspar Phillipson som Maurice, Malaika B. Mosendane som Malicia og Mads Malik Grosos som den naive Keith.

Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter er instrueret af tyske Toby Genkel og Florian Westermann.

Det er en filmatisering af Terry Pratchetts fantasy-roman af samme navn fra 2001. Romanen er hans første børnebog i Discworld-serien, der tæller flere end 40 bøger, og en nyfortolkning af Brødrene Grimms eventyr Rottefængeren fra Hameln – om en rottefænger, der lokker byens rotter i floden, hvor de drukner.

Men da byen nægter at betale for hans tjeneste, lokker rottefængeren byens børn væk.

Tonen er mørkere end i Disney eller Pixars kæmpeproduktioner. Animationen er enkel, men effektiv, og figurerne er kantede snarere end søde.

Bedst er, at historien er skæv på en bevidst uforløst facon, der åbner for publikums egen fortolkning. Filmen byder nok på en pointe, men ikke en morale med løftet pegefinger. I stedet er der en speed-snakkende helt, der konstant kritiserer plottet, og en fortælling med en stemning af sygdom, undergang og overlevelse.

Døden er en karakter i historien – og en gennemgående karakter i Pratchetts Discworld – som man ikke kan undslippe, ganske som i Pixars Coco.

Måske spøger covid-19? I hvert fald er her en spændende morbiditet med antydninger af gyselige elementer som dødssport, kannibalisme og indespærring i kældre.

Har man mod på et oprørsk plot med et kalejdoskop af referencer til eventyrets (de)konstruktion, er Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter absolut anbefalelsesværdig.