En eller anden har fået den ide at genskabe den klassiske Grimm-fortælling Tornerose, som Disney tidligere har fortolket i den smukke tegnefilms-udgave fra 1959 – nu bare set fra den onde heks’ synspunkt.
Konceptetlugter meget af Wicked – bogen, der blev til en musical, der blev til en film, hvor man følger den onde heks fra Troldmanden fra Oz. Det er et sjovt tankeeksperiment at få indblik i, hvorfor de ondeste skurke fra populærhistorien er blevet, som de er – men arvesølvet skal behandles med omhu.
Her lykkes projektet kun delvis.
I tegnet form er Maleficent (på dansk: Malavia) en frydefuld hel-ond og grundfordærvet skurk. Men nu bliver heksen menneskelig – så menneskelig som hun kan være i Angelina Jolies skikkelse.
Hun har i filmen fået knivskarpe proteser, så hendes profil ligner den tegnede, ikoniske Maleficent. Men hvor smuk Jolie end er med sine store øjne og høje kindben, kræver den splittede rolle noget mere end skønhed, som Jolie med sit udtryksløse stenansigt ikke formår at formidle.
Maleficent starter sin tilværelse som en glad og god fe-pige i riget Ellemosen. Mod alle odds bliver hun forelsket i menneskedrengen Stefan, der dog viser sig at være en skidt og ærgerrig knægt. Så da han får udsigt til at blive konge, hvis han skaffer Maleficents hoved, udnytter han sin tilknytning til den naive fe.
Han nænner dog ikke at hugge hovedet af hende, men snupper i stedet hendes vinger (ja, det har hun i denne film), får kronen, prinsessen og det halve kongerige – og bliver far til ingen anden end den søde, blonde Aurora.
Og så følger i grove træk den historie, man kender fra tegnefilmen, hvor Maleficent tropper uinviteret op til barnedåb og forbander den rosenkindede prinsesse. Inden sin sekstensårs fødselsdag vil Aurora stikke sig på en forbandet ten fra en spinderok og falde i uendelig søvn (her har man set bort fra tidsbegrænsningen på 100 år).
Aurora (en indbydende og charmerende Elle Fanning) vokser op i en lille hytte ude i skoven hos tre gode feer, men Maleficent holder et vågent, halvondt øje med hende. Til alt held for den lille prinsesse, for de tre feer er noget så håbløse og kan ikke finde ud af at tage sig af en baby – endsige give hende mad. Aurora fortæller, at de på et tidspunkt prøvede at made hende med edderkopper. Ad (men det ville man da godt have set).
Feerne skal være morsomme, men de er irriterende og usjove med deres barnlige mundhuggerier, hvor selv kagebagning afstedkommer melkastnings-kampe.
Maleficent sørger for, at Aurora får mad og knytter sig langsomt til hende – og omvendt. Og stik imod alt, hvad vi som børn har lært under godnat-læsningen, vil heksen pludselig kalde sin forbandelse tilbage! Slutningen afviger også betragteligt fra tegnefilmen, men alligevel synes den skuffende forudsigelig.
Filmens problem er, at man forstår Maleficents bitre hævnlyst, men man føler den ikke. Det må tilskrives skuespillet fra Jolie.
Og så er handlingen langsommelig. Filmens begyndelse – hvor der er oplagt mulighed for at skabe et indgående portræt af pigen Maleficent – forlader sig i stedet på flotte flyveture og nuttede samtaler med troldevæsner.
Filmen forholder sig uhøfligt indforstået til den gamle tegnefilm. En af filmens sidste sætninger lyder: ”Det gik altså ikke helt, som I har fået at vide.” Men der må vel findes nogen derude, der ikke er bekendt med forlægget?
Det hele er dog flot fantasy, og den debuterende instruktør Robert Stromberg har da også en fortid som visuel effekt-mand på film som Pans labyrint, Hunger Games, Det gyldne kompas og Life of Pi. Det magiske rige Ellemose er spækket af stjernestøv, nordlys-agtige farver og fantasifulde væsner som rod-kæmper, der kravler op fra jorden.
At filmen også kommer i 3D-udgave gør imidlertid ikke løjerne mere imponerende.
Til rulleteksterne spiller en dyster udgave af Once Upon a Dream, der som soundtrack til tegnefilmen blev et kæmpe hit i 1959. Popfænomenet Lana Del Ray med den lækre, hæse stemme synger en mollet udgave, der er kedelig ensformig. Dermed rammer hun desværre den samlede filmoplevelse på kornet.
Kommentarer