Når man er på kunstmuseum, skal man nok regne med at høre nogen sige: ”Det kunne jeg da også lave, det der.”
Langt sjældnere siges det i biografen, men om A Man and a Camera ville det faktisk ikke være forkert.
Ligesom den hollandske dokumentarist Guido Hendrikx kunne du også tage et kamera i hånden, marchere op til husene i en hollandsk landsby, ringe på og stikke et kamera i fjæset på beboerne uden at sige et ord.
Men det ville du næppe turde.
Det er nemlig ikke svært at forudse reaktionen for langt de fleste medvirkende i filmen, der ikke lige havde planlagt at deltage i et eksperimenterende dokumentarprojekt før morgenmaden.
Nervøse smil bliver hurtigt til skræmte eller vrede grimasser, og det tavse kamera trues med alt fra politianmeldelse til vold.
En medvirkende kaster sig ligefrem over kameraet og smider det i jorden, så det må forlade matriklen som et såret dyr.
Kameraets ejermand siger intet, så spændingen er total i de pinligt lange scener. Mest ubehageligt bliver det, da en kvinde forklarer, at hun ikke er i humør til at blive filmet, fordi familien netop er blevet ramt af alvorlig sygdom.
Kvinden og andre medvirkende reagerer, som de fleste af os ville have gjort på en potentielt så uhyggelig overraskelse. Den filmende fremmede kunne være alt fra seriemorder til en forstyrret journalist.
Faktisk vendes publikums vrede i starten imod kameraet og dets ejermand. Ved første øjekast virker han ikke bedre end en grænseløs YouTube-desperado, der chikanerer folk og kalder det et socialt eksperiment.
”Hvad er meningen med det her?” spørger deltagerne igen og igen, og for tilskueren er spørgsmålet lige så relevant. Hvad er det egentlig, vi er i gang med at bruge en time på at se? Et overgreb i underholdningens tjeneste?
Heldigvis ikke. Omkring tyve minutter inde sker der noget uventet og samtidig uundgåeligt.
Lige så stille er der flere og flere medvirkende, som ikke bliver vrede, men tværtimod byder kameramanden på en kage eller fortæller om deres dag.
En mand inviterer kameramanden indenfor tre gange og efterlader ham endda alene i huset, mens han går på et ærinde. Et ældre ægtepar lader ham blive oppe i deres stue, efter de går i seng.
Midt i ubehaget går A Man and a Camera fra at være banal chikane til at være en hyldest til mennesker, som stadig har tillid til fremmede. Vel at mærke midt i en true crime-inficeret og politisk polariseret tid, hvor mange mistænker hinanden for det værste.
Det er helt rørende, hvor søde værterne er, selv om de tydeligvis også er forvirrede over kameraet og manden, der aldrig giver dem så meget som et hint. Alligevel lader de ham blive og laver kaffe i stride strømme.
Vi hungrer efter en belønning til dem i form af svar. Det har de fortjent. Men nej. Til gengæld får de lov at være elskelige helte i en film, der ikke har gjort noget for at fortjene deres tillid og venlighed.
Det er en overraskende stor lettelse, at der stadig findes mennesker, der vil lukke en oven i købet vildt provokerende fremmed ind i deres hjem uden forbehold. Måske har menneskeheden ikke tabt endnu.
Rækkefølgen er afgørende.
Havde vi set de gæstfri helte først, var de skræmte og vrede medvirkende uretfærdigt blevet til skurke. I stedet får vi lov at føle ubehaget og derefter glæde os over den overraskende og sarte venlighed, der også findes.
Man kommer nemt til at tænke over, hvordan man selv ville reagere. Og selv om man håber at være en af de gæstfri, så fortæller filmen os, at det er lige meget. Alle reaktioner er naturlige og okay.
Faktisk er det kun kameraet, man er skeptisk overfor. Guido Hendrikx viser, hvor magtfuldt et apparat kameraet er, og hvordan det suger os ind i en kynisk voyeurisme.
Selv om kameraet ikke i sig selv dømmer, må vi gerne dømme det.
A Man and a Camera er ikke en ondsindet provokation, men en kærlighedserklæring til de mennesker, der tør placere sig i kameraets skudlinje, og samtidig en yderst relevant kritik af den observerende dokumentarismes udnyttelse af virkelige mennesker.
Fluen på væggen bliver til en flue i rummet, som instruktøren selv har formuleret det.
Kommentarer