A Man Called Otto

Gnavpotten Ottos morgenrutine er noget for sig selv. 

Om vinteren begynder dagen med at rydde indkørslen for sne. Så tjekker han, at alle bilerne på vejen har tilladelse at parkere der, hvorefter han gensorterer affald, som er lagt i den forkerte genbrugscontainer.

Intet kan spolere den aldrende regelrytters allerede dårlige humør, som hvis endnu et fjols har glemt at lukke porten til nabolagets private indkørsel efter sig. Folk, der ikke forstår at følge regler, må i hans optik være idioter. Det fortæller hidsigproppen dem også jævnligt.

Såden et pernittengryn er hovedpersonen i den amerikanske genindspilning af Sveriges Oscar-kandidat En mand der hedder Ove (2015), der er baseret på Fredrik Backmans bestseller af samme navn.

Hvor Ottos (Tom Hanks) verdenssyn er sort og hvidt, beskrives hustruen Sonya som tilværelsens farver. Efter hendes død beslutter han sig for at tage sit eget liv.

Men ved hver lejlighed opstår absurd komiske situationer, hvor en uduelig stakkel har brug for hovedpersonens hjælp og spolerer det hele. Når han vil hænge sig i stuen, øjner han en bilist, der ikke kan parallelparkere udenfor.

Undervejs oplever den selvmordstruede hovedpersonen en vis glæde ved igen at give en hånd til de tilsyneladende håbløse naboer. Ikke mindst livsstykket Marisol (Mariana Treviño), der netop er flyttet til nabolaget med mand og børn.

For hver tjeneste takker hun ham med ærlige, kærlige og nogle gange umiddelbare råd og hjemmelavet mad.

Man skal ikke skue hunden på hårene, og Otto tager sågar den transkønnede Malcolm (Mack Bayda) til sig, da drengens egen far slår hånden af ham.

Siden oldtiden har mennesker grint og grædt af fiktionens fantasifulde gengivelse af menneskelige erfaringer. Men genrebetegnelsen ”tåreperser” forbindes oftere med rørstrømske elskovsfilm end græske tragedier eller klassikere som Sophies valg og Call Me By Your Name.

Tom Hanks’ karriere præges af den tårevædede genre med højdepunkter som Philadelphia, Forrest Gump og Toy Story-filmene. Det kan kort sagt ikke være andre end den feterede skuespiller, der levendegør Otto.

Og Hanks’ præstation er som altid fremragende. Når manden er vrissen, skelnes der let mellem vrede og velment kritik. Omend hans største kompliment i filmen er, når han fortæller Marisol, at hun ”ikke er en idiot”.

End ikke en lalleglad hospitalsklovn slipper for grovfilen, når han som del af et tryllenummer erstatter gnavpottens lykkemønt fra 1964 med et tilfældigt pengestykke.

Instruktør Marc Forster er en dygtig filmskaber, der kan bryste sig af titler som Drageløberen og Monster’s Ball med Oscar-vinderen Halle Berry.

Efter et par sidespring med den udskældte James Bond-film Quantum of Solace og den bizarre zombie-film World War Z tyder A Man Called Otto på en kærkommen tilbagevenden til instruktørens sande styrke: jordnære skildringer af menneskers betydning for hinanden.

Med næstekærlighed, håb og gnaven mandehumor skiller filmen sig ud fra et filmlandsskab, der længe er blevet mere og mere dystert og jammerligt. Det skal man som biografgænger ikke lade sig skræmme af.

Fortællingen om en selvmedlidende enkemand, der genfinder meningen med tilværelsen, er en passende lejlighed at tage lommeletterne med i biografen. Men den er mindre sentimental, end den lyder.

At Ottos ufrivillige sjælesøgen ledsages af multietniske naboer og en transkønnet avisomdeler, gør heller ikke filmen politisk korrekt.

Selv vildkatten – en slags skytsengel – der våger over hovedpersonen, synes at være på sin plads.

A Man Called Otto er et hjertevarmt kram og tiltrængt påmindelse om livets skønhed. Noget, der ikke må glemmes i en krigsramt verden præget af klimaforandringer og inflation.