The Man in the High Castle – sæson 1

Nazisterne har vundet Anden Verdenskrig!

Forestil dig, at Hitler og co. styrer den vestlige verden og har indtaget USA sammen med japanerne, så Times Square i New York ikke kun oplyses af farvede neonreklamer, men også af gigantiske hagekors.

Frihedsgudinden står ikke længere som et symbol på den frie verden, men er nu forvandlet til et hejlende monument over nazisternes totale triumf.

Det er virkeligheden i Amazons store og ambitiøse seriesatsning The Man in the High Castle, der er baseret på Philip K. Dicks kontrafaktiske roman af samme navn fra 1962. Serien er produceret af blandt andet Ridley Scott.

Når de to navne dukker op lige efter hinanden i seriens titelsekvens, er det svært ikke automatisk at tænke tilbage på den mesterlige fremtidsdystopi i Blade Runner. Det niveau når The Man in the High Castle desværre aldrig op på.

Serien starter ellers lovende.

Det kontrafaktiske univers etableres hurtigt og effektivt. I 1960’erne er USA’s østlige stater kontrolleret af Nazityskland, de vestlige af japanerne, mens den centrale del er en såkaldt neutral zone. I denne alternative udgave af Amerika stifter vi bekendtskab med forskellige personer, der alle er berørt af den nye verdensorden.

I New York melder den unge Joe (Luke Kleintank) sig ind i en hemmelig modstandsbevægelse og får til opgave at transportere forbudte film fra østkysten til den neutrale zone.

Imens bliver Juliana (Alexa Davalos) og hendes kæreste Frank (Rupert Evans) involveret i samme modstandsbevægelse på vestkysten, da hendes søster bliver likvideret. Juliana får samme opgave som Joe, og de to møder hinanden i den neutrale zone.

Uden det bliver helt tydeligt, fornemmer man, at en person kaldet The Man in the High Castle leder oprørsbevægelsen og trækker i trådene bag kulissen.

Samtidig følger vi både ledelsen i henholdsvis den nazistiske og japanske besættelsesmagt. Obergruppenführer Smith (Rufus Sewell) styrer kynisk den tyske del af USA, mens vi også får indblik i et kringelkroget magtspil i det japanske magtapparat.

The Man in the High Castle lever højt på sit univers, som serien udnytter forbilledligt. Den visuelle side er spækket med nazi-æstetik med massive betonbygninger, sorte læderuniformer med røde hagekors og masser af ”ordnung muss sein”. Og så møder vi desuden en gammel, Parkinsons-syg og gråhåret Hitler!

I serien er dollaren skiftet ud med D-mark, man drikker weissbier eller sake på barerne, og al amerikansk populærkultur er skiftet ud med tysk eller japansk. Seriens produktionsdesign er af høj kvalitet og skabt med god sans for detaljerne.

Men de centrale karakterer er ikke interessante nok. De tre unge ildsjæle Joe, Juliana og Frank er ganske enkelt alt for pæne og kedelige, selv om seriens skabere har forsøgt at give dem kant og udstyret dem med dårlige sider.

De tre har nemlig ikke lige gode hensigter med deres modstandsarbejde, men man fornemmer hele tiden manuskriptforfatternes førte hånd, når afgørende hemmeligheder afsløres i sidste øjeblik, eller når handlingen pludselig drejes i en ny retning.

Det virker faktisk ikke utroværdigt, at USA er besat af nazister, men derimod er det flere steder svært at tro på karakterernes personlige forhold, fordi de ikke opfører sig som hele mennesker.

Problemet bunder i seriens grundlæggende manglende fremdrift. Det er svært at gennemskue, hvad hovedpersonerne egentlig ønsker og vil. I stedet bevæger de sig ofte bare rundt i dramaturgiske blindgyder.

Derimod er de mere perifere karakterer mere spændende. Über-nazisten Smith starter for eksempel som et ubetinget dumt svin, men udvikler sig i en spændende menneskelig og kompleks retning.

Sæson to af The Man in the High Castle er allerede tilgængelig, og Amazon har også givet grønt lys til en tredje. Første sæson er bestemt ikke dårlig, men i dag, hvor serierne kan så meget, skiller den sig på ikke rigtigt ud som en stor dramaserie.