Der er ikke noget underholdende ved at føle sine forventninger briste i biografmørket som kvaste popcorn under skosålerne.
Men der er ingen vej uden om.
Instruktør Zack Snyder og producer/manuskriptforfatter Christopher Nolans længe ventede genoplivning af Superman er en enorm skuffelse: to timer og 23 minutters nærmest uafbrudt brølende action, katastrofalt blottet for humor og den barnlige, blåøjede begejstring, der i sin tid gav Superman luft under vingerne og gjorde ham til en af historiens mest elskede superhelte.
Man of Steel åbner med en stort anlagt fantasy-sekvens på planeten Krypton, hvor parret Jor-El (Russel Crowe) og Lara (Ayelet Zurer) som det første i generationer har fået et barn på naturlig vis. ”Kryptonianerne” har imidlertid opbrugt alle deres planets naturlige ressourcer, og Kryptons undergang er nær.
Generalen Zod (Michael Shannon) foranstalter et desperat militærkup for at sikre folkets fremtid. Hans metoder er brutale, og da Jor-El – hans gode ven – stjæler Kryptons livskilde for at sende sin søn af sted i en højteknologisk redningsbåd, gør Zod kort proces. Men skurken kommer for sent, sønnen Kal-El er sendt af sted mod Jorden, og scenen er sat til et fremtidigt opgør mellem den voksne Kal-El og Zod, som nu vil skabe et nyt Krypton andetsteds i universet.
Efter denne indledning, svøbt i bombastiske horn og slagtøj, springer Man of Steel ud i et miskmask af nutidige scener med den voksne Kal-El, nu Clark Kent, og rodede flashbacks til den unge drengs besværlige opvækst som outsideren med særlige evner. Til sin rædsel ser Clark med sit røntgensyn igennem folks hud og ind i deres pulserende organer, han bliver mobbet af sine jævnaldrende, og de kristne naboer regner ham for en anden Messias.
Voksne Clark har da heller ikke nemt ved at finde sin plads i livet, og hans tilbøjelighed til at redde servitricer, borebisser, ja hele olieplatforme i nød med de bare næver bringer ham til sidst i både journalisten Lois Lane og skurkens Zods søgelys. Og så skal der ellers slås på den galaktiske tæve, så Metropolis næsten jævnes med jorden.
Desværre føler man på ingen måde et egentligt forhold til Clark/Superman, der i Henry Cavills imponerende pumpede skikkelse ikke får mange replikker til at etablere sin karakter. Han forbliver et kønt ansigt på toppen af en bomstærk skal, helt ulig Christopher Reeves oprindelige Superman fra 70’erne, som gemte på et troværdigt følelsesliv bag den perfekte fremtoning.
Hvad rollen som verdens frelser gør ved karakterens moral og mentale tilstand, er et interessant kompleks. Selv Jesus havde sit tvivlende øjeblik, inden han ofrede sig for menneskeheden. Og han blev ikke engang tæppebombet med den amerikanske hærs samlede lager af missiler.
Men desværre leverer Man of Steel for lidt dialog, ro og tankevirksomhed til at trænge ind i Supermans psyke.
Ideen med at lade den visuelle fantast Zack Snyder og spændings-virtuosen Christopher Nolan samarbejde virkede ellers på papiret umådeligt spændende, ikke mindst efter Bryan Singers flop med Superman Returns i 2006. Man of Steel får dog det værste frem i dem begge.
Nolan – Batmans moderne filmfader – har en irriterende vane med at over-simplificere sine karakterers bevæggrunde. En vane, der aldrig er kommet så tydeligt til udtryk som i Man of Steel, hvor selv de publikummer, der overværer filmen med et halvt øje på mobilen i skødet, kan være med uden problemer.
Zack Snyder har til gengæld fået frie tøjler til at slippe sit indre, fandenivoldske legebarn løs i et festfyrværkeri af overdådigt CGI-ramasjang og fantasy-figurer med 3D på toppen. Men som i 300 og Sucker Punch virker det som ren staffage.
Mest ærgerligt er det dog, at man med Man of Steel aldrig har fornemmelsen af at se en rigtig Superman-film. For hvor Batman er en maskeklædt hævner med sociopatiske tendenser og Spider-Man en drengerøv med storhedsvanvid, personificerer Superman-figuren lys, håb og kærlighed til Jorden (og ikke mindst til Lois Lane).
Suset fra den røde kappe skal mærkes i hjertekulen, ikke nådesløst hamres ind gennem 3D-brillerne.
Kommentarer