En syrisk flygtning lader en konceptkunstner tatovere sin ryg med det, han ønsker sig allermest: et Schengen-visum.
Snart kan Sam Ali rejse til Belgien for at blive genforenet med sin kæreste – når han da ikke skal sidde med bøjet nakke og lade sig beglo af et betalende publikum.
Det er noget af et plot, men årets tunesiske Oscar-kandidat The Man Who Sold His Skin er ikke grebet ud af den blå luft.
I 2008 offentliggjorde den belgiske kunstner Wim Delvoye kunstværket Tim, hvor han havde tatoveret et farverigt billede på ryggen af en mand, Tim, der stadig lader sig udstille på kunstmuseer verden over. Som kompensation modtager Tim en tredjedel af salgsprisen hver gang, hans ryg skifter hænder – og når han dør, skal hans hud flås og indrammes.
Det sidste hænger som en trussel over Kaouther Ben Hanias drama fra første scene, hvor et par museumsmedarbejdere hænger rygtatoveringen på en kridhvid museumsvæg.
Men vi møder Sam Ali, længe før han bliver et levende kunstværk.
På et tog i Syrien i 2011 lader han sig rive med af revolutionsstemningen, da hans kæreste Abeer stille hvisker, at hun elsker ham. ”Lad os være frie!” råber Sam og byder hele kupéen op til dans, mens en gammel mand filmer optrinnet på sin telefon, så han kan stikke den unge uromager til Assads torturbødler.
Ved et lykketræf lykkes det Sam at undslippe, men han må flygte til Libanon alene. Abeer øjner en bedre fremtid i et forældregodkendt ægteskab med en syrisk diplomat i Belgien.
I Beirut lever Sam en rakkertilværelse, indtil han stjæler buffetmad fra kunstneren Jeffrey Godefroys seneste fernisering, og den store kunstner tilbyder ham en Faust-handel, han med garanti vil fortryde: Sælg mig din ryg, og jeg vil føre dig til Europa!
Sam vægrer sig, men tager imod handlen i naiv tiltro til, at Abeer vil tage imod ham med åbne arme i diplomatboligen i Bruxelles. Her har filmen et troværdighedsproblem. Yahya Mahayni er overbevisende i hovedrollen, som han vandt en skuespilpris for på Venedig-festivalen, men det er svært for alvor at heppe på så ærekær en fantast.
Det er ikke uden grund, at Sam føler sig udbyttet af kunstverdenen. Jeffrey er med sin sorte eyeliner og sit sirlige floskelsprog en exceptionelt selvsmagende djævel i kunstnerklæder, mens hans afblegede assistent – spillet af Monica Bellucci næsten uden at gøre indtryk – køligt manipulerer med Sam.
Sam indvilliger dog i aftalen med åbne øjne, og det tager brodden af, hvad der burde være en bidsk satire.
Nærmest så snart dørene går op, må museumsvagterne bede Sam blive på sin plads i stedet for at henvende sig til gæsterne. ”Har jeg ikke lov til at tale med mine fans?” spørger han forurettet. Tim sidder stille.
Kaouther Ben Hanias manuskript er diskret som en forhammer og springer forstyrrende mellem polemik og farce. Hun lykkes bedst med det sidste, som da Sam får bumser på ryggen, og Jeffrey flipper ud, fordi hans kunstværk bliver beskadiget.
”Kender du historien om Pygmalion, hvor en kunstner forelsker sig i den statue, han har skabt?” spørger Jeffrey. ”Vores forhold er det stik modsatte.”
The Man Who Sold His Skin savner hverken gode idéer eller stærke billeder. Christopher Aouns stemningsmættede fiskeøje og leg med fokus er ofte bjergtagende, men ikke altid lige godt forløst.
Filmen føles sammensat og lidt halvhjertet i sin udlevering af et system, der nødigt vil beskæftige sig med menneskelig lidelse i anden form end som kulturprodukter.
Satiren over kunstverdenens millionomsætning af varm luft er set skarpere i Ruben Östlunds The Square og sjovere i Dan Gilroys spredehaglskomedie Velvet Buzzsaw. Alligevel løber en berettiget indignation over den vestlige elites iltknappe osteklokke gennem The Man Who Sold His Skin.
Kommentarer