Biografanmeldelse
22. nov. 2012 | 10:09

Manden med kameraet

Foto | Mikhail Kaufman
Dziga Vertovs klassiske stumfilm fra 1929 har fået en overhaling med en restaureret billedside og nykomponeret elektronisk musik.

Dziga Vertovs 83 år gamle stumfilmmesterværk giver fornyet tro på filmkunstens muligheder.

Af Henrik Østergaard

Manden med kameraet er en film, der er forelsket – i livet, i det moderne menneske og i filmmediet. Og dens næsten barnlige begejstring er ualmindeligt smittende.

Dziga Vertovs russiske stumfilm fra 1929 – et mesterværk, så er det på plads – har fået en overhaling, så kopiens filmstrimmel står sprød og (næsten) uden snavs og slid fra tidens tand. Dens repremiere ledsages af smuk og nykomponeret elektronisk musik af det britiske band In the Nursery på initiativ fra og i tæt samarbejde med Palle Vedel fra det danske produktionsselskab Manden med Cameraet.

Filmen blev undfanget, dengang filmmediet stadig forsøgte at finde sine egne ben at stå på som en ny kunstart, der adskilte sig fra litteraturen og teatret.

Sovjetiske filmskabere som Vsevolod Pudovkin (Moderen) og Sergei Eisenstein (Panserkrydseren Potemkin) huggede visionært det nye medies teoretiske muligheder ud af granitten, deriblandt de såkaldte montage-teorier, som fremkaldte følelser og associationer gennem især opfindsom klippeteknik, men også kameravinkler og lyssætning.

Dziga Vertov var en af de mest radikale. For ham var den borgerlige fiktionsfilm i Marx’ ånd ”opium for folket”. Hans propagandistiske projekt var bogstavelig talt at skabe forbindelse mellem filmmediet og virkeligheden og selvrefleksivt demonstrere mediets evne til at indfange livet på en særlig filmisk måde. Film skulle være folkets kunstart.

På den måde foregreb Manden med kameraet Jean-Luc Godard og den politisk-æstetiske gren i den franske nybølge med adskillige årtier. I 1968 dannede Godard sammen med landsmanden Jean-Pierre Gorin den militante, maoistiske filmgruppe Groupe Dziga Vertov.

Vertov var selv nervøs for, hvordan offentligheden ville tage imod hans avantgardistiske eksperiment, så allerede i Manden med kameraets indledningstekst lægger han kortene åbent på bordet: Her er ingen skuespillere, ingen kulisser, intet manuskript, ingen mellemtekster og ingen handling. 

Hvad vi til gengæld får, er et sandt festfyrværkeri af filmteknik, der er set utallige gange siden, men som stadig synes friskt og fornyende: billeder, der fryser på skiftende ansigter, fantasifulde overblændinger af dansende ballerinaer, splitscreens, dobbelteksponeringer af fremadstormende tog, hækkeløbere og højdespringere i slowmotion … igen og igen og igen.

I centrum finder man en helt særlig hovedperson. Nemlig kameramanden selv, der legemliggør ideen om at få mediet ud i virkeligheden, når vi ser ham rejse igennem den pulserende storby og filme løs af det nye liv, der buldrer derudad i al sin mangfoldighed.

På susende tog og motorcykler, i tårnhøje skorstene og på stranden i badebukser jagter kameramanden virkeligheden. Ved hjælp af filmtricks dukker han endda op oven på et andet gigantisk kamera, ligesom han pludselig kommer til syne fra et glas øl. Kameraet kender ingen begrænsninger, og derfor er mediet den bedste formidler af folkets tilværelse, mener Vertov.

Manden med kameraet får for alvor liv i sin fremtidsoptimistiske skildring af det modernistiske maskine- og menneskemylder. Den er trods alt lavet, før verden gik af lave i depression og krig. Vi ser mennesker vågne op til en ny verden, gå til og fra arbejde. Biler, godstog, sporvogne, ambulancer, der drøner af sted. Begravelsesoptog igennem byen og en kvinde, der føder. Smilende og grædende ansigter, mænd og kvinder på barer, på markedet og på stranden. Alt sammen klippet sammen med stor musikalitet.

Filmens på én gang autentiske og manipulerede skildring af virkeligheden er et paradoks, der fortsat vækker diskussion i dokumentarfilmgenren i dag, og som det ikke er svært at blive fascineret af.

Repremierens nye lydside – en slags techno med et strejf af klassisk – fanger fornemt filmens begejstring. Men man får fornemmelsen af, at Manden med kameraet ville kunne bevare sin æstetiske styrke akkompagneret af et hvilket som helst stykke musik.

Propaganda, ja tak.

Kommentarer

Originaltitel:
Chelovek s kino-apparatom

Instruktør:
Dziga Vertov
Rusland 1929

Manus:
Dziga Vertov 

Spilletid:
68 min.

Premiere:
15. november

Dziga Vertov
(1896 – 1954)



Polsk-russisk instruktør og pioner i både den russiske stumfilm og dokumentarfilmen som sådan.



Hed oprindelig Denis Kaufman, men tog kunstnernavnet Dziga Vertov. ”Dziga” efterligner den lyd, filmrullen afgiver i projektoren, mens ”vertov” kan oversættes til ”snurretop”.



Efter Oktoberrevolutionen i 1917 begyndte han at arbejde som redaktør af Kinonedelia, der hver uge producerede nyhedsfilm til biograferne.

I 1922 grundlagde han kunstnergruppen Kino-Glaz (”film-øje”). Ambitionen var at lade kameraet, der via montagen kunne bevæge sig frit i rum og tid, kompensere for menneskets begrænsede syn. 


1922-25 var han redaktør af filmjournalen Kino-Pravda (”film-sandhed”), hvor han lavede en række korte dokumentarfilm om hverdagen og afprøvede sine montageteorier i praksis.

© Filmmagasinet Ekko