Månen over kirsebærtræerne

Det er de færreste film, om hvilke man kan sige, at de handler om dorayaki, en japansk pandekage med bønnefyld. Men det gør Månen over kirsebærtræerne, i hvert fald på overfladen og ved første øjekast.

Filmen pakker nemlig sit neddæmpede og fintfølende portræt af to forknytte personers møde ind i en fortælling om den hemmelige kogekunst bag en veludført og hjemmelavet dorayaki.

Det lyder måske en kende lavmælt og søvndyssende, men Månen over kirsebærtræerne er snarere et eftertænksomt, intimt og billedskønt drama med fokus på detaljerne.

Den ene af filmens forknytte personer er Sentaro (Masatoshi Nagase), der bestyrer en lille bod, hvorfra han sælger sine dorayaki-kager.

Den anden er den ældre dame Tokue (Kirin Kiki), og de to møder hinanden, da hun opsøger Sentaros bod. Hun anmoder om et job i boden, men Sentaro afviser hende blankt. Han er lidt af en enspænder og siger ikke mere end højst nødvendigt.

Men Tokue opgiver ikke, og da Sentaro prøvesmager den bønnepasta, Tokue har foræret ham, overgiver han sig. Den smager fantastisk, så Tokue er ansat på stedet.

De begynder derfor et umage partnerskab i den lille bod. Hurtigt bliver de små dorayaki-kager populære blandt kunderne takket være Tokues nye opskrift. Og selv om de begge to er ensomme mennesker, knytter de lidt efter lidt et fåmælt, men indforstået venskab.

Da Sentaro opdager, at Tokue lider af spedalskhed, trækker hun sig tilbage og overlader boden til ham alene. Men sammen med gymnasiepigen Wakana (Kyara Uchida) opsøger Sentaro atter Tokue på hendes plejehjem for at takke hende ordentligt.

Månen over kirsebærtræerne er utroligt lækker at se på. Instruktøren Naomi Kawase har tydeligt kælet for hver en indstilling med sans for detaljen.

Billederne er tonede i blegede og mælkede farver, der passer godt ind i filmens stemning. Kirsebærtræerne fra titlen er et genkommende visuelt motiv, der spiller nydeligt ind med deres lyserøde blade.

Flere steder undervejs dvæler filmen ved kirsebærtræerne og lader Tokue betragte deres tætte kroner, der spreder sig som lyserøde hvælvinger. Og mod slutningen får træerne en mere symbolsk og overført betydning.

Øjeblikkene, hvor Sentaro og den ældre Tokue mødes i noget, de har tilfælles, fungerer glimrende i Månen over kirsebærtræerne. Uden at sige det direkte berører fortællingen her nødvendigheden i tålmodigt at gøre sig umage og registrere verdenen omkring sig.

Samtidig binder filmen et fint bånd mellem de tre forskellige generationer, som henholdsvis Tokue, Sentaro og den unge Wakana repræsenterer. Selv om de ikke er familiært forbundet, finder de alligevel hinanden.

Månen over kirsebærtræerne er baseret på en roman af den japanske forfatter Durian Sukegawa og deltog sidste år på Cannes som en del af Un Certain Regard-konkurrencen. I filmens afslutning bindes naturens orden op på filmens grundlæggende budskab om, hvad der giver livet mening.

”Vi fødes ind i verden for at se og høre den. Selv om man ikke bliver til noget særligt i livet, tror jeg, at der er en mening med tilværelsen for os alle,” fortæller Tokue undervejs.

Nogle af replikkerne er på nippet til at være floskler, men selv om historien ikke er synderligt original, har den alligevel et personligt udtryk, der forener visuel melankoli med det jordnære drama.

Og så er Månen over kirsebærtræerne en film, der kalder på sanserne. Sirligt dvæler den ved Tokue og Sentaro, når de kokkerer, så man næsten kan dufte og smage maden. Samtidig tager scenerne sig god tid og slentrer af sted i et eftertænksomt tempo.

Nogle vil sikkert finde filmen for dvælende eller ligefrem kedelig, men skal man fanges af fortællingen, kræver Månen over kirsebærtræerne en god portion tålmodighed af sit publikum. Til gengæld bliver man belønnet med et lille, men stort drama mellem mennesker. Og pandekager med bønnefyld.