Mangrove

Stemningen er høj i den nyåbnede restaurant Mangrove, et samlingssted i Notting Hill-kvarteret i London i 1970. Den caribiske mad bliver indtaget med stor appetit, og da et par olietøndespillere kommer ud fra baglokalet, rykker festlighederne ud på gaden.

Det er en god dag.

Et par dage senere stormer politiet ind ad døren til spisestedet og smider ejeren Frank Crichlow (Shaun Parkes) og de andre gæster ned på gulvet, mens de foretager en ransagning.

I virkeligheden chikanerer de ham, fordi han er en sort mand, der ikke vil have traditionel engelsk mad på manukortet. Og det er ikke første gang panserne med PC Pulley (Sam Spruell) i spidsen kommer rendende for at arrestere uskyldige personer, der har en anden hudfarve end bacon-bleg.

På overfladen er der visse lighedspunkter med Aaron Sorkins The Trial of the Chicago 7, som havde premiere for nylig.

Begge handler om en gruppe mennesker, som bliver retsforfulgt af et samfundssystem, der ikke vil lade dem leve deres liv i fred.

Men hvor Sorkins film skildrer en lettere fascistoid regerings kampagtige forsøg på at undertrykke divergerende meninger, er McQueens et opgør med racisme.

Præcis som debutfilmen, det ligeledes autentiske drama Hunger, om IRA-fangers sultestrejke, sætter han systemet under lup.

Og filmene i serien Small Axe, der foregår i tiden fra slutningen af 1960’erne til midten af 80’erne, kan vise sig at være mere relevant end nogensinde før.

Mangrove handler om The Mangrove Nine, en gruppe aktivister og forkæmpere for sortes rettigheder, som i forbindelse med en demonstration mod ransagninger af Mangrove-restauranten blev tiltalt for at opfordre til optøjer.

Blandt dem var foruden ejeren Frank også medlemmer af British Black Panthers med Altheia Jones (Letitia Wright) og Darcus Howe (Malachi Kirby) som nogle af de ledende figurer.

De to valgte til retssagen at være deres egne advokater, og det er da også den del, der fylder mest i filmen. En markant anderledes oplevelse end Sorkins amerikanske retssalsdrama, hvor de hurtige og sarkastiske replikker flyver af sted i maskingeværstempo.

McQueen og medforfatter Alastair Siddons holder tøjlerne stramt og undgår store, overdramatiske armbevægelser. Indignation og følelsesmæssige udbrud kommer som følge af at være blevet negligeret hele livet på grund af hudfarven.

Frank er omdrejningspunktet for historien.

Siden hans sidste etablissement, caféen El Rio, blev lukket, har Frank kæmpet for, at Mangrove skulle blive en succes.

”The Mangrove er en restaurant, som serverer vest-indisk mad til mennesker, der spiser den slags som en enhver anden restaurant: græsk, fransk, engelsk for den sags skyld!” råber han efter betjenten, der nok engang har været forbi for at chikanere.

”Vi er the Mangrove! Vi betaler vores skat! Vi betaler vores regninger! Og vi betaler vores stab! Vil du prøve at arrestere mig for det, eller hvad?”

Shaun Parkes leverer replikkerne med en indædt vrede og stemmeføring, så højtalerne ryster. Han spiller fremragende og imponerer med en bred vifte af følelser – fra sang med gæsterne efter lukketid over sammenstød med politiet til udmarvende dage i retten.

Som den hvide djævel er Sam Spruell frygtindgydende. Skuespilleren har et af de furede ansigter, der bare gør sig godt i skurkeroller. Og når han vender læberne op i et lille sadistisk smil, fordi han er stolt af sine ugerninger, raser man uvilkårligt indvendigt.

Steve McQueens første indspark i Small Axe-antologien er kort sagt fremragende. Holdes niveauet i de næste fire film, kan det ikke bare blive instruktørens største bedrift til dato, men også et hovedværk i moderne film.