Manson’s Bloodline

Er vi slaver af vores gener? Er jeg pæreformet, fordi min far er det? Er jeg atletisk, fordi min oldemor var det? Er jeg er morder, fordi min farfar er Charles Manson?

Jason Freeman er i tvivl, og det huer ham ikke.

Han har aldrig kendt manden, men kun få år inden den verdensberømte morders død tager han kontakt og indleder en række telefonsamtaler med ham.

Manson orkestrerede i 1969 mordene på fire mennesker, der inkluderede Roman Polanskis gravide kone, Sharon Tate. Han blev siden dømt til døden, men dommen blev omdannet til ni gange livstid, som han afsonede, indtil han døde for to år siden i en alder af 83.

Jasons nye forhold til Charles bringer ham ind i de dybeste og mest forstyrrede afkroge af amerikansk subkultur. Det er et sted, hvor malerier males med blod, og hvor Charles Manson er 100 procent uskyldig.

Vores godtroende og forvirrede hovedperson har det meste af sit liv været svært frustreret over at dele gener med sin fængslede farfar, men samtidig mindst lige så frustreret over aldrig at have kendt ham.

Det er interessant, at den truende arv overskygges af et voldsomt savn og en stor kærlighed til manden, efterhånden som serien skrider frem.

Det kan virke underligt, at det umiddelbart centrale tema om identitetskrise og arv tilsyneladende ignoreres igennem det meste af seriens fire afsnit. Men på nærmest ondsindet vis plantes der subtile grunde til bekymring omkring Jasons fællestræk med Charles, jo flere fællesvenner han får med sin bedstefar.

For kan Jason undgå at blive sin bedstefar, når han omgås alle hans venner?

For guderne skal vide, at han møder nogle absurd vanvittige personer – fra den respekterede ældre Grey Wolf til heavy metal-musikeren og wrestleren Billy Gram. De har alle det tilfælles, at de elsker Charles Manson højt og pure benægter hans forbrydelser.

En af kvaliteterne ved Manson’s Bloodline – også kendt under titlen Charles Manson: The Funeral – er faktisk, at den ikke er optaget af, om Manson var skyldig eller ej. Den giver taletid til samtlige holdninger på området og fokuserer i stedet på Jasons rørende historie om at vokse op uden hverken en far eller farfar.

Ligesom dokumentarserien er Jason også selv uinteresseret i farens skyld, og det er væsentligt mere ubehageligt. For hans naive kærlighed til sine nye venner bringer ham i en uoverskuelig position, hvor Manson-fans forsøger at udnytte ham og hans berømte blod. En særligt spøjs samlertype beder sågar Jason om en portion af hans blod til at male et portræt af Manson med.

Jasons kone er en uendeligt overbærende ægtefælle. Hun er tilsyneladende den eneste, der for alvor kan se faren i venskabet med de vampyragtige figurer. Alligevel støtter hun sin mand i hans absurde, men åbenbart nødvendige rejse.

I seriens altoverskyggende klimaks – Mansons begravelse – fungerer hun som fornuftens stemme i midten af det ekstreme cirkus, der udspiller sig. Et særligt vanvittigt øjeblik indtræffer, da Jasons tætteste fællesven med farfaren ser den døde Charles i den åbne kiste og græder nærmest eksplosivt, hvorefter han læner sig ned og kysser ham på hans hagekorstatoverede pande.

Det er et majestætisk billede.

Manson’s Bloodline er et komplekst bæst, som kan ses på et utal af måder, men i hjertet af serien findes en simpel og imponerende fordomsfri historie om at miste et familiemedlem, man aldrig rigtigt har kendt.