The Many Saints of Newark har pudset lakskoene, men glemt spaden.
I de senere år er den længe ventede prequel-film ofte blevet omtalt som Tony Sopranos’ forhistorie. Afdøde James Gandolfinis søn, Michael Gandolfini, er ligefrem med som den unge version af den nok mest populære mafiaboss siden årtusindeskiftet.
Det kan ikke gå galt, tænker man, men The Many Saints of Newark leverer ikke, hvad den stiller os i udsigt.
Filmen om Tonys opvækst er snarere en miljøbeskrivelse end et portræt, selv om det sidste faktisk ville give god mening netop nu.
David Chases ikoniske mafia-epos startede en ny guldalder for serielle fortællinger i filmverdenen. Og serien piller også ved noget dybereliggende i dag. Fra 1999 til 2007 ramte historien om den moderne mafioso Tony Sopranos storhed og fald tidsånden.
Verden var blevet så selvfed og narcissistisk, at selv mafiaen måtte gå til psykolog.
The Sopranos har i de senere oplevet stor succes blandt de yngre generationer, især i USA. Tankerne fra dengang flugter åbenbart godt med nutidens generationskløft, hvor de ældre læner sig tilbage, mens de unge stemmer har en ny dagsorden.
The Many Saints of Newark har undertitlen ”A Sopranos Story”, og det er lige så diffust, som det lyder.
Filmen begynder på en kirkegård. Kameraet glider hen over en række gravsten i mørke nuancer. Herfra beretter Christopher – som vi ved blev dræbt i The Sopranos – om sin far: Dickie Moltisanti.
The Many Saints of Newark serveres altså i bogstavelig forstand med en gravalvorlig tone.
I næste scene ser vi Dickie Moltisanti. Høj hat, blåt jakkesæt. Han slæber af sted med sin nevø, den drengede Tony Soprano. Året er 1967.
Hvis der er en essens af The Many Saints of Newark, er det deres op- og nedture.
Tidsbilledet fejler ingenting. Det ligner en kopi af Martin Scorseses The Irishman krydret med stemningen fra Ole Christian Madsens Edderkoppen. Efterkrigstid for lurvede, men stræbsomme mennesker.
Instruktør Alan Taylor, der har ni afsnit af The Sopranos på cv’et, kan til gengæld ikke knække fortællekoden. Hvor The Sopranos var inspireret af netop Scorseses mange gangsterfilm samt The Godfather-trilogien, er The Many Saints of Newark i flere scener i realiteten bare kopier af forbillederne.
Uanset om der er tale om fest eller barsk vold, er The Many Saints of Newark en øvelse i referencer. Her er masser af baggrundsguf for Sopranos-fans, fordi bunkevis af dem, vi kender fra serien, medvirker.
Men kameraet virker ikke synderligt interesseret. Det skøjter bare videre på overfladen, selv om der er nok af emner at dykke ned i: vold, mord, drømme, raceoptøjer, affærer, intriger, stolthed og ære.
Filmen forsømmer også at bore i sit budskab om, at vi alle er et resultat af arv og miljø, hvilket ellers burde være særligt interessant i det machoprægede gangster-univers. Siden seriens slutning er der kommet nye mandeidealer, men heller ikke dette oplagte emne griber filmen.
Vi når frem til 1970’ernes turbulente tider. Alligevel forbliver dramaet en smuk skal af billeder og udmærket skuespil på autopilot fra stjerner som Alessandro Nivola, Jon Bernthal, Vera Farmiga, Leslie Odom Jr. og Corey Stoll.
Michael Gandolfini gør det udmærket som den halvvoksne Tony, der dog først rigtigt kommer til sin ret i filmens anden halvdel. I det mindste har han antihelt-vrede i blikket.
Men hvor The Sopranos som serie glimrede ved nuanceret skuespil, mærker vi ikke de mange personer i en prequel, der allerhøjst kan accepteres som fanfilm.
Det er uforståeligt, at filmen ikke som minimum forsøger at tage samme troværdige spadestik ind i menneskets inderste, som serien formåede.
Kommentarer