Marathon: The Patriots Day Bombing

Det er, som om vi ikke kan skelne dem fra hinanden mere. Alle de terrorangreb, der i et døgns tid eller to fylder hele sendefladen og derefter forsvinder fra mediernes bevågenhed. Mennesker bliver til statistikker, vi tæller de døde og sårede, og derefter er det ude af vores bevidsthed. Livet går videre.

I takt med at tragedierne stiger, bliver medmenneskeligheden mindre. Det virker uoverskueligt at rumme hele verden, tallene er for store, lidelserne er for mange.

Men måske man bare skal starte med at fokusere på et enkelt individ. Koge det hele ned til et enkelt menneskes smerte for på den måde at kunne forstå de mange.

Det synes at være filosofien bag HBO’s dokumentar Marathon: The Patriots Day Bombing.

Jessica og Patrick er nygifte. På den skæbnesvangre dag, den 15. april 2013, er de som så mange andre taget ned for at heppe på løberne i årets Boston Marathon.

Lige ved målstregen står også brødrene Paul og JP. Et par meter længere henne står Celeste med sin datter Sydney. Pludselig lyder der et kæmpe brag. Sekunder senere ét mere. To bomber er eksploderet i menneskemængden.

I krystalskarpe billeder, taget af Boston Globe-fotografen John Tlumacki, ser vi lemlæstelserne på den klare solskinsdag. Blodet farver asfalten rød, imens farven forsvinder fra de mennesker, der kæmper for deres liv. Jessica forsøger at dække for Patricks øjne, så han ikke kan se, at hans fod er blevet sprængt af, og ligger længere henne. Men en dame hiver hende ned på jorden: ”Der er ild i dig,” og hun ser, at hendes eget ben er helt forkullet.

På grund af den megen mediebevågenhed og dermed et utal antal kilder er forløbet udelukkende fortalt via arkivmateriale og interviews, hvor vidner og ofrer forsøger at forklare, hvad der sker på billederne.

Opskriften på det frygtelige er uhyre simpel: To trykkogere fyldt med metalkugler, søm og krudt. Placeret i rygsække og sat midt i menneskemængden.

På grund af den lave placering er ofrenes skader meget lig hinanden: Ben og fødder er blevet sprængt af på en dag, hvor netop ben og fødder skulle føre de titusindvis af løbere sikkert i mål.

Instruktørerne Ricki Stern og Annie Sundberg har valgt at opdele dokumentaren i to spor. Den første omhandler FBI’s jagt på bombemændene og opklaringsarbejdet. For hvordan finder man en mistænkt mellem titusindvis af mennesker?

Andet spor følger de tre familier gennem helingsprocessen.

Marathon: The Patriots Day Bombing er kendetegnende ved den humanisme, der gennem 30 år har været direktør for HBO’s dokumentarfilm Sheila Nevins’ varemærke. Som executive producer styrer Nevins dokumentaren uden om tunge fakta og sensationsjournalistik og fokuserer i stedet på det helt almindelige menneskes fortælling.

”Vi er alle ramt af posttraumatisk stress,” fortæller moren Celeste, der mistede begge ben. Hendes datter Sydney, der inden terrorangrebet var ved at miste livet i et biluheld, kæmper med selvværdet. For anden gang på meget kort tid har hun været minutter fra at dø, og hun udvikler en spiseforstyrrelse for på den måde at have kontrol over en lille del af sit liv. Faren, der også var til stede, angrer, at han ikke kunne beskytte familien og begynder at få alkoholproblemer.

De menneskelige fortællinger går lige i hjertekulen, og det er svært at holde tårerne tilbage. Marathon er til tider lige ved at kamme over, men man aner en afgrundsdyb respekt for de medvirkende, så de aldrig bliver udstillet. Det er dybfølte, ærlige portrætter af mennesker, der forsøger at kæmpe sig tilbage til hverdagen uden ben.

Hårdest er det at følge Patrick og Jessica, der begge mistede et ben, men deres skader udvikler sig forskelligt. Hvor Patrick får det bedre og bedre, forværres Jessicas andet ben. ”Vi har aldrig været længere væk fra hinanden,” fortæller en knust Jessica, der dog også kan joke under retssalsforhøret. Da hun bliver bedt om at tegne en cirkel om Patrick på et billede, tegner hun et hjerte i stedet.

Og netop hjertet er essensen af Marathon.

Det er overvældende at se de mange mennesker, der i sekunderne efter bombeangrebet ikke løber skrigende bort, men bliver og hjælper, hvor de hjælpe kan.