Marco Macaco

Der er sket meget, siden Junglebogen blev disneyficeret i 1967. I den danske Marco Macaco er dansende aber således henlagt til en tropeø, der bliver invaderet af en forvandlingsrobot fra det ydre rum. Det er moderne animation med fabulerende bid og inciterende skæve rytmer, der rykker.

På tropeøen drømmer strandbetjenten Marco (med stemme af Peter Frödin) om at være en superbetjent, der redder ungmøer i knibe. Problemet er blot, at der intet sker i dette paradis, hvor en småfascistisk præsident hersker med et arsenal af maskinpistoler og et SWAT-team til at beskytte sig imod imaginære farer. Selv en ensom badering på stranden bliver nedkæmpet – den kunne jo dække over et attentat!

Farerne er imaginære, indtil to ting slår skår i paradiset. Marcos ungdomskæreste Lulu (Mille Lehfeldt) kommer tilbage til øen for at optage lyde til sin musik, og et kasino bliver opført på stranden. Det sidste sker en morgen med lynets hast til alles forbløffelse. En, to, vupti, et tankskib landsætter byggeelementer, der samles til Carlos Casino, hvor man spiller og fester natten og dagen lang med gratis drinks. Nu kan Lulu få opfyldt drømmen om at underholde med sin egen musik og dans. Kunne det være bedre? Inden præsidenten når at bombe bygningen, forærer ejeren Carlo (Rune Tolsgaard) ham kasinoet i gave. Værsgo! Det er for godt til at være sandt, selvom præsidenten jubler og fyrer Marco, der insisterer på, at Carlo er en farlig psykopat.

Øen forvandler sig nu fra kedeligt paradis til munter terror. Kærlighed har det svært stillet over for attraktive ting som karriere og succes, og selvom hjertet banker for Marco, tager Lulu imod Carlos invitation. Hendes skæve dans bliver rettet ud, og mens aberne skejer ud ved spillemaskinerne, bliver Marco jaget ud på havet. Mere skal ikke røbes her.

Selvom plottet er skægt og originalt, er det også en kende vakkelvornt i sin kombination af terror-fra-det-ydre-rum-historien og romancen mellem Lulu og Marco.

Den Transformers-inspirerede forvandlingsrobot, der viser sig at have taget form som det uventede hotel, taler til en generation opvokset med japansk animé og sort humor i animationsserier som Frygtløs – den frygtsomme hund, mens romancen er så Disney-sentimental, at jeg gerne havde undværet den. Dertil kommer en række sang-og-dans-numre, der ikke er helt integreret i filmen, som ikke kan beslutte sig for, om den er en musical eller en fortælling med sange. Og desværre er ingen af sangene på niveau med dem fra for eksempel de danske børnefilm Hjælp! Jeg er en fisk (2000) og Der var engang en dreng (2006), hvis lydspor også holder, efter at filmen slut.

Marco Macaco er Jan Rahbeks debut som spillefilminstruktør. Den bygger på hans syv minutters afgangsfilm fra Filmskolen, Space Monkeys (udgivet på Ekko-dvd #6), om to astronaut-aber, der lander på en fremmed planet, hvor den ene bliver gravid med en levende organisme og føder en flyvende abe-baby. Kortfilmens to aber er her blevet til Marco og præsidenten, der kunne have været et morsommere makkerpar end Marco og Lulu. Måske havde en skæv bromance givet plottet mere tyngde end den traditionelle romance, som man åbenbart tror giver en børnefilm større publikumsappel.

Heldigvis har Marco Macaco en ualmindelig charmerende og vellykket 3D-animeret billedside, der er fuldt på højde med udenlandske animationsfilm som Valiant og Ice Age-filmene. Personerne ligner animerede gummifigurer. De er enkle og udtryksfulde, er holdt i en sikker streg og smukt farvelagt. Det er simpelthen en fornøjelse at læne sig tilbage og nyde Rahbeks gakkede fortælling. Næste gang må historien gerne være endnu mere udskejende, som for eksempel i de franske Trillingerne fra Belleville og Dragejægerne. Men Marco Macaco og især Rahbeks afgangsfilm viser, at han har meget mere talent at indløse.