Marcus & Martinus: Sammen om drømmen

I efteråret 2016 gav de norske tvillinger Marcus og Martinus to udsolgte koncerter i Oslo Spektrum, en af Norges største koncertarenaer.

Tusindvis af fans – langt overvejende teenagepiger – havde købt billet til koncerterne, der var en kulmination på de to norske pop-juniorers hidtidige karriere.

I dokumentaren Marcus & Martinus: Sammen om drømmen følger vi de to tvillingers vej fra sangglade amatører til velsmurt popmaskine med stor forretning, manager og et entourage af forelskede fans. Og så er de vel og mærket endnu ikke fyldt femten år.

Marcus & Martinus: Sammen om drømmen er en pudsig film af især to grunde.

For det første er den lige så meget en halvanden time lang reklamefilm for Marcus og Martinus som et egentligt portræt i dokumentarisk forstand. Det er ganske enkelt svært ikke at se filmen uden at tænke den som en del af et større markedsføringsapparat.

For det andet henvender Marcus & Martinus: Sammen om drømmen sig indiskutabelt mest af alt til fans af de to brødre.

Naturligvis er der dele af filmen, som også os uindviede kan sætte pris på, men i sidste ende afhænger filmen af, at man fra start grundlæggende er fascineret af M&M.

Marcus & Martinus: Sammen om drømmen starter med en række private hjemmevideooptagelser af Marcus og Martinus som babyer og de første år af deres liv. På lydsiden fortæller de, at musikken altid har fyldt meget i deres liv, så da de i 2012 vinder det norske børne-MGP, er vejen banet til et liv som vaskeægte børnestjerner.

Instruktøren Daniel Fahre følger for alvor Marcus og Martinus fra januar 2015, hvor han både er med i privaten i den lille norske by Trofors, i studiet, når der skal indspilles hits, og bag scenen inden koncerterne.

Marcus & Martinus: Sammen om drømmen er velproduceret og flyder ubesværet af sted i de godt 90 minutter, den varer.

Så ubesværet og glat, at den indimellem virker lovligt opstillet og kunstig i sit portræt. Flere steder er filmen lavet på en måde, der nødvendigvis må være iscenesat, og det koster på autenticiteten og indlevelsen i de to drenge.

Undervejs sidder de to brødre for eksempel begge og surmuler på en bænk ved deres skole i Trofors i en scene, der virker bestilt af filmmageren udelukkende for historiens skyld.

Samtidig gør filmen det klart for enhver, hvor umådeligt populære drengene er hos det modsatte køn. Da de indspiller sange i studiet, omringer en flok piger bygningen og barrikaderer glasdørene som zombierne i Dawn of the Dead.

Mest interessant og vedkommende bliver filmen, da de to brødre mod slutningen kører træt i koncerterne og hinandens selskab. De mange optrædener og rampelyset slider på tvillingerne, og da de forbigås ved den store norske musikpris Spellemann, mister de motivationen.

Deres far og delvise manager forsøger at genetablere den gode stemning, og man tænker automatisk tanken: Hvem vil i virkeligheden Marcus og Martinus-projektet mest? De voksne eller drengene selv?

Det er virkelig ikke særlig rart at se Marcus og Martinus sidde dybt alvorlige og uden glæde backstage og åbenlyst fortælle deres far, at de ikke er i humør til at synge for tusindvis af skrigende teenagetøser. Til gengæld giver det en kant og personlighed, som filmen mangler i resten af fortællingen.

Det sidste kvarter forvandler filmen sig til en regulær koncertfilm med blankpolerede og professionelt foretaget optagelser fra de to store koncerter i Oslo Spektrum. Dramaturgisk er det et værdigt punktum for filmen, men også en leflen for fansene med drengenes høje, dunkende musik og fuld fart på konfettikanonerne.

De to gutter er ganske charmerende, men for at sætte pris på Marcus & Martinus: Sammen om drømmen skal man være fan. Og hvor mange af dem er der egentlig i Danmark?