Maria Stuart – Dronning af Skotland

Den engelske teaterinstruktør Josie Rourke går til filmen med en dristig nyfortolkning af den ofte filmatiserede historie om konflikten mellem den engelske dronning Elizabeth og den skotske dronning Mary.

Rourke ser historien gennem et højpolitisk, men også lettere forstyrrende, kønspolitisk filter.

Hun går også imod periodedramaets normale traditionalisme med ”farveblind” casting, hvor særligt den sorte skuespiller Adrian Lester får lov at udstråle værdighed i rollen som statsmand.

Men den slags letbenede provokationer ville være mere succesrige, hvis Rourkes tilgang som instruktør var lige så uhøjtidelig. Desværre støtter hun sig tungt til kameraklichéer som fejende droneoptagelser og tyndslidte strukturgreb som spejlede scener.

Søsterskabet er et tema, der presses ned over hele filmen.

Den protestantiske Elizabeth og den katolske Mary er kusiner fra hver sin side af et religiøst skel, der har kløvet de britiske øer i to. Men når man ser dem, kunne de næsten være tvillinger. Begge er blege og rødhårede, og de formidler den skrøbelige usikkerhed, som følger med at være en kvindelig leder omgivet af herremænd, der opfatter magt som et mandligt privilegium.

Margot Robbie er let tøvende som Elizabeth, mens Saoirse Ronan skaber en ilter og impulsiv Mary.

Båndet mellem dem understreges fantasiløst, når filmen klipper frem og tilbage mellem Elizabeth og Mary, da de hver især går ind til hoffet og spørger deres respektive rådgivere til råds om hinanden.

Søsterskabet er også et tema, der rækker ud over hovedpersonerne. De to lande, England og Skotland, omtales som søstre. En uheldssvanger hofmand, der er klædt som en kvinde, erkender over for Mary, at han føler sig mere som hendes søster end som hendes bror.

”Du kan være lige, hvad du vil her hos os,” svarer hun. ”Du er en dejlig søster.”

Ved at gøre den unge dronning queer­-venlig skaber Josie Rourke en ny ramme for den gængse historiske opfattelse af Mary: At hun var for feminin, viljestærk og lidenskabelig. Det giver hende en nutidig attitude baseret på åbenhed og tolerance, som sætter hende på kollisionskurs med hoffet.

Det er et interessant greb, men det strækkes til det yderste af Marys helgenagtige tålmodighed, da den samme hofmand glemmer sin plads på hendes bryllupsnat.

Af de to hovedroller er det Saoirse Ronan, der virker mest veltilpas i kjole og paryk. Det er måske, fordi hendes karakter er skrevet med mere dybde og flere detaljer.

Margot Robbie føles usikker og hæmmet af en uinteressant rolle. House of Cards-­forfatteren Beau Willimon forsøger at ramme Elizabeths følsomme side i en scene, hvor dronningen bliver tårevædet ved synet af et nyfødt føl. Men det føles som et kunstigt påfund.

Filmens stærkeste kort er designet af kulisser og kostumer. Maria Stuart – Dronning af Skotland har en slående farvepalet, der vækker mindelser om Yorgos Lanthimos’ The Favourite.

Forgyldt møblement, der glitrer i stearinlyset, leder blikket væk fra de afdæmpede kostumer. Også her er der dog strejf af det avantgardistiske i skræddersnittene, og på den måde undermineres fortællingens historiske forankring igen.

Filmens monotone udtryk kan måske siges at have en vis elegance, men det samme kan ikke siges om det fade tempo.

Filmen viser godt nok den brutale mekanik i et hof, hvor mord er udbredt, og borgerkrig blot er et våben blandt mange til at knuse en rival. Men historien har en tung ufravigelighed og en hang til at gentage sig selv, der kun bliver værre, mens filmen halter sig vej til sidste akt.

Tilbage står et visuelt slående, men dramatisk stillestående drama, der nok er vovet i sin anakronistiske tematik, men skuffende konventionel i sin udførelse.