Marry Me

Den romantiske komedie Marry Me er nyeste skud på stammen i en klassisk film-undergenre: Et umage par finder sammen til tonerne af generisk popmusik og overraskes efter dramatiske hårnålesving af den ægte kærlighed.

Jennifer Lopez og Owen Wilson har tidligere spillet over for hinanden i makværket Anaconda fra 1997.

Det var før, Jennifer Lopez kastede sig ud i en musikkarriere, som gjorde hende til et globalt popikon. Stjernestatussen har multitalentet også brugt til at producere adskillige film, og med Marry Me er hun en af hovedkræfterne bag en film med et selvbiografisk anstrøg.

J.Lo – som hendes kælenavn er – spiller popstjernen Kat Valdez. Hun forbereder offentliggørelsen af sin nye single, Marry Me, som skal opføres og live-streames for tyve millioner mennesker over hele kloden. Sangen er en duet med hendes udkårne, den latinamerikanske popsensation Bastian (spillet af popstjernen Maluma).

Showet skal kulminere med, at de bliver gift.

Men Kat opdager, da hun skal på scenen iført brudekjole, at Bastian har kysset med hendes assistent. Hun bryder sammen på scenen og peger rådvildt på Charlie (Owen Wilson), der holder et ”Marry Me”-skilt for sin veninde blandt publikum.

”Dig dér i windbreakeren,” siger hun.

Den sympatiske, fraskilte matematiklærer hives op på scenen og vies med popstjernen. Parret bliver omgående en sensation, selv om han kun er til koncerten for sin datters skyld.

Denne start er ikke ligefrem tynget af troværdighed, og visuelt set er det meget hektisk. Billedsiden skifter fra håndholdt kamera til mobiloptagelser med kommentarspor. Først senere opdager man, at en fotograf følger i hælene på Kat: Det er hans optagelser, der klippes til.

Man forstår ikke, hvorfor Kat vil giftes med Bastian, fordi vi ved alt for lidt om hende inden giftermålet. Vi har kun set stjernen ligge i skumbad og pludre i telefon, før hun går på scenen.

For at undgå et globalt ansigtstab må det nye par forblive gift. Og selv om den præmis er svær at sluge, flyver filmen gennem turbulensen og svæver ud på lyserøde skyer.

Jennifer Lopez og Owen Wilson har god kemi, og humoren begynder at overdøve manglen på logik. Marry Me vil bare underholde – og det gør den!

Owen Wilson har en jordnær charme, og hans underspillede finurlighed gør, at han slipper af sted med selv svage replikker.

Efterhånden lærer Kat og Charlie hinanden at kende, og Charlies datter ser benovet musikidolet forelske sig i den utjekkede far. Men kemien er troværdig nok til, at to timer glider afsted.

Komedien kredser om det barske liv for en stjerne ligesom i den beslægtede Notting Hill. Offentligheden står klar til at hylde popstjernen for at krænge sin sjæl ud, men man holder sig ikke tilbage fra at håne, hvis hun fejler.

Når det kobles med filmens påtaget positive indgang til sociale medier, kommer Marry Me imidlertid til kort.

Hist og pist byder filmen på et musikindslag. Det er lige akavet hver gang, men en oplagt mulighed for J.Lo til at vise vokal og dansetrin frem. Tæerne bliver krumme, da Kat spontant giver intimkoncert på Charlies arbejdsplads.

Når man er populær, er selviscenesættelse åbenbart altid på sin plads.

Marry Me er biografernes raslebøsse på weekenden op til valentinsdag den 14. februar. Hvis kærestepar går ind med en ambition om at få smeltet deres hjerter, skal det nok lykkes.