The Marvelous Mrs. Maisel – sæson 3

”Hans pik var så stor, at han stadig lå ved siden af mig, imens han var mig utro.” 

Det er en vittighed på ægtemandens bekostning, som komiker Midge Maisel tager ud af sit show før en optræden. Den viser sig at være for sjofel til et patriotisk publikum bestående af kakiklædte soldater, der pifter efter en trup af stepdansende pinup-piger, imens de varmer op for hende. 

Scenen er typisk for The Marvelous Mrs. Maisel. 

Den er fyldt til randen med grænsesøgende humor, 1950’er-nostalgi og en hovedperson, der udfordrer sin samtids bedagede kønsnormer. Samtidig optræder hun med indsnøret hvepsetalje, røde læber og ofte en fiks lille hat. 

Rachel Brosnahans Fru Maisel er dullet op til at ligne datidens husmor-ideal. Således opvejer hendes ydre den indimellem grove humor.

De forrige sæsoner har fulgt Fru Maisel frem til hendes separation fra manden. Tredje sæson skildrer skilsmissen og viser, hvordan hun håndterer bruddet fra en mand, som stadig fylder i hendes hjerte. Men alvoren overskygger aldrig, at The Marvelous Mrs. Maisel først og fremmest er en komedieserie.

I en munter scene er husbonden Joel Maisel (Michael Zegen) med som moralsk støtte til høringen, hvor hun underskriver skilsmissepapirerne. Venskabet overrasker dommeren, der profetisk advarer dem imod at gøre noget forhastet.

”Hun dufter også godt,” siger Joel kækt og rækker sin tidligere hustru servietten, som de lige har set Hollywood-stjernen Kim Novak tørre sin læbestift af i. Det bliver begyndelsen på en fordrukken aften, og de vågner næste morgen i hinandens arme.

Imidlertid har de hver deres spæde flirt ved siden af. Vi ser Joel danse inderligt til kinesisk swingmusik med sin nye udlejer Mei i New Yorks Chinatown. 

Fru Maisel bliver samtidig ved med at løbe ind i en storflirtende, autentisk Lenny Bruce, der udfordrede amerikanernes grænser for satire, og hvis liv bliver skildret i Bob Fosses Oscar-nominerede drama Lenny fra 1974. 

Serien udspiller sig i et kulørt, poleret 1950’er-univers, der er kraftigt oplyst af scenelys, så man sjældent ser en skygge bag skuespillerne. Det signalerer de pæne idealer, som ungdomsoprøret senere ville begrave. 

Der er også et nik til Douglas Sirk, der med film som All That Heaven Allows kombinerede glansfuld technicolor med skildringen af stærke kvinder, som gik imod strømmen. 

Med Fru Maisels reaktion på tidens store stjerner italesættes et indre oprør. Ved sin ankomst til den neonoplyste ørkenby Las Vegas – komikeren rejser rundt i landet med sin manager Susie (Alex Borstein) – peger Fru Maisel begejstret på et kæmpeskilt. Det reklamerer for Marlene Dietrichs live-show på Sahara Hotel – en anden kvinde, der trodsede normerne. 

Oplyst af byens rødlige skær taler hun senere hånligt om Doris Day, der stod som et fyrtårn for dyder, som tøjlede kvinder med ambitioner ud over hjemmets fire vægge.

Inspireret af nyfunden fattigdom efter at have forladt sin stilling ved universitetet vil faren udvide sin politiske horisont. Men som et satirisk indslag med en parallel i nutiden viser hans nye venner fra kommunistpartiet sig at være kulturelitens børn, der er mere optaget af at sælge avantgardekunst i revolutionens navn end at ændre samfundet. 

Morens familiehjem i Oklahoma er et mere aggressivt symbol på overklassens verdensfjerne liv. 

Ved et besøg ankommer hun til et isoleret palæ, der i stedet for en overdådig baghave har et symmetrisk anlagt oliefelt – datidens symbol på velstand og nutidens symbol på undergang. 

The Marvelous Mrs. Maisel har bestemt noget på hjerte, hvad angår kvindefrigørelsen i et mandsdomineret samfund. Men dens virkelige styrke er, at den tør være en rendyrket komedie.