Mary dræber mennesker. Det er ikke nogen stor afsløring, for det er titlen på den canadiske tv-serie Mary Kills People, som kan ses på C More.
At Mary dræber mennesker, er ikke det vigtige. Serien handler om, hvorfor hun gør det.
Mary Harris (Caroline Dhavernas) er nemlig læge med et dertilhørende løfte om at redde menneskeliv. I privatlivet ligger hun i skilsmisse med sin mand, som hurtigt har fundet en ny kæreste. Hendes døtre synes, at hun er væk for ofte. Men ellers er livet i tjeneste for det canadiske sundhedsvæsen overkommeligt, ja, nærmest behageligt.
Derfor er det mærkeligt morsomt, når hun i seriens første scene er på morderisk mission.
Sammen med sin tidligere kollega Des befinder hun sig i et fornemt palæ, hvor hun sprøjter en dødelig medicin ind i en forhenværende sportsstjerne.
Det umage makkerpar er nemlig dødsengle. Men modsat titel-antihelten i Dexter, der ser sig selv som en hævnende superhelt, når han rydder gaden for skurke, er Marys mord bestilt af ofrene.
Hun får et honorar for ulejligheden, som hun selv kalder ”det rigtige at gøre”.
Det kan lyde temmelig udramatisk med aktiv dødshjælp, men det udgangspunkt giver faktisk Mary Kills People en interessant dynamik. Hvad der nemt kunne være blevet et ensidigt politisk indlæg for aktiv dødshjælp, udvikler sig til en interessant filosofisk diskussion om livet og døden.
Gennem helt almindelige samtaler med mennesker, der fravælger livet og dermed også smerten, spørger Mary og serien publikum, hvad livet er for en størrelse.
Den slags spørgsmål læner sig hurtigt op ad new age-hokuspokus, men serien holder sin realistiske tone forankret i mennesker – som for eksempel en musikelskende, ung mand, der er træt af livet i den kroniske sygdoms tegn. Han har levet efter bedste evne og fundet øjeblikke af nydelse, men nu er han træt af den daglige kamp, og serien fordømmer ikke hans ønske om at dø.
Tværtimod lader den Mary være frelsende engel, der fører ham ind i dødsriget. Hun er en kriminel i lovens øjne, men det er nærmest himmelsk, når de to deler en stille stund, mens hans liv ebber ud. Mary er måske ikke ligefrem en helt, men hun er bestemt heller ikke nogen skurk, selv om hun i manges øjne leger Gud.
Emnet er stærkt nok i sig selv, men desværre kan serien ikke dy sig for at skrue den op på dramaknapperne. Og så begynder troværdigheden at halte.
Selv om Marys intentioner er gode, kommer hun selvfølgelig i politiets søgelys. Efterforskningen ledes af Ben Wesley (Jay Ryan), der går undercover som dødeligt syg i forsøget på at fange blodige Mary.
Og naturligvis opstår der seksuelle gnister mellem den mystiske læge og den macho-skrydende politibetjent. Men deres tiltrækning lugter langt væk af spekulation i at holde plothjulene i gang med diverse forhindringer, der selvsagt skal have et sexet element.
Endnu værre er det, når serien prøver at introducere gangsteren Grady (Greg Bryk) som en slemmer karl. Hans små særheder og sleske attitude virker tyvstjålet fra utallige serier fra den anden side af den canadisk-amerikanske grænse, og man tror aldrig på ham som den truende skikkelse, han åbenbart skal være.
Mary Harris derimod er konstant troværdig. Caroline Dhavernas har tidligere givet sensuel mystik til psykiateren Alana Bloom over for Mads Mikkelsens sultne seriemorder i Hannibal. Nu forener hun igen genkendelig sårbarhed med en underligt skæv antydning af, at der hele tiden er noget usagt på Marys læber.
Anden sæson af Mary Kills People er heldigvis på vej til næste år, for de seks afsnit i første sæson lader en masse bolde hænge i luften.
Det er på den ene side frustrerende, at sæsonen slutter, før der for alvor er blevet kradset i overfladen af Marys indre. Men med så få afsnit når man i hvert fald ikke at kede sig, og måske er det klogt nok at trække Marys mysterium ud. For når hendes psyke først er blevet blotlagt, kan man godt frygte, at Mary Kills People mister charmen.
Men indtil da fungerer serien glimrende som et fascinerende dyk ned i psykologiens dybder. Serien er livsbekræftende i sine favntag med døden, fordi den insisterer på at forholde sig nøgternt til det faktum, at livet må ende – aktiv dødshjælp eller ej. Døden er ikke en katastrofe, men et levevilkår.
Kommentarer