Mary Poppins vender tilbage

For 54 år siden fløj Disneys Mary Poppins i skikkelse af Julie Andrews ind i et engelsk børneværelse, hvor hun med en skefuld sukker fik styr på familien Banks’ to uregerlige børn. Eller i virkeligheden var det nok mest den fraværende og forstokkede bankmands-far, der fik en håndsrækning til at finde lidt barnlig glæde igen.

Nu flyver Mary Poppins igen ind i et engelsk hjem, men i modsætning til hvad Disney ellers har fået for vane, så er filmen ikke en genindspilning af det gamle guld, men en fortsættelse.

Eller er det nu også det?

Banks-børnene fra den forrige film er blevet voksne, og drengen Michael er selv blevet far til tre dejlige børn – og enkemand. Det synger Ben Whishaw, der spiller Michael, triste sange om og græder et væld af tårer over.

Det er egentlig meget sympatisk med en blød mand i 1930’erne, men hans mor var selvfølgelig også en del af kvindesagen i 1910’erne, så han har fået ligestilling ind med modermælken.

Hans søster Jane, spillet med sødme af dejlige Emily Mortimer, går i morens sko og er glødende aktivist og fagforeningskvinde.

Michael er gået økonomisk i hundene siden sin kones død. Han er en følsom kunstnertype, og fruen plejede at håndtere regningerne. Så fogeden banker på døren og vil have penge, ellers ryger barndomshjemmet på tvangsauktion. Det gør ham stresset.

Han har været nødt til at tage et job på sin fars gamle arbejdsplads og snerrer ad sine børn over al ulykken. Det er ikke meget han har lært af Mary Poppins!

Lygtetænderen Jack ser Mary Poppins flyve ned fra himlen til børnene John, Annabel og Georgie. Og han ved straks, hvem hun er, fordi han var elev hos skorstensfejeren Bert, der gelejdede damen rundt i forrige film.

Således har vi de samme elementer: en stresset far, der arbejder i banken, en fraværende mor, en arbejder fra laveste klasse og en magisk guvernante.

I det mondæne hus på Cherry Lane er der de samme naboer – også den gamle general, der på taget har en kanon, som han fyrer af hver dag klokken 12.

Mary Poppins tager ungerne med til et excentrisk familiemedlem – Meryl Streep i en herligt komisk rolle – hvor tyngdekraften bliver sat ud af funktion. Og truppen ender også i en tegnet verden, hvor dyrene taler og lefler for Mary Poppins, og hvor hun og Jack synger en hurtigrablende sang.

De voksne har affejet deres eventyr med Mary Poppins som fantasi. Derfor tror de selvfølgelig ikke på børnene, når de fortæller om deres oplevelser.

Børnene vil ikke rydde op, øhh i bad, men Mary Poppins’ magi får det til at blive en leg, og senere synger hun en rørende sang, men børnene ligger i deres senge.

Bert og alle skorstensfejerne – undskyld, Jack og alle lygtemændene – danser en dans i mørket, bankmænd er onde, og i sidste ende er penge ikke det vigtigste.

Historien og sange passer nærmest én til én med den gamle film, så at kalde det for en fortsættelse er vist at strække den lidt.

Men kan man se gennem fingre med det, er den nye film faktisk ganske bedårende. Da Mary og co. træder ind i den animerede verden, er deres tøj så kunstfærdigt skabt, at øjnene labber det frydefuldt i sig.

Lin-Manuel Miranda er en charmerende og velsyngende Jack, og Emily Blunt er et godt valg som Mary Poppins, om end hun er lidt for selvtilfreds og ikke synger nær så godt som Julie Andrews. Hendes smil bliver en kende anstrengt, hvor det hos den ægte Mary Poppins virkede helt oprigtigt.

Musikken er fængende, og i små instrumentale bidder parafraseres de gamle sange.

Kort sagt, en hyggelig og nostalgisk film.

For fire år siden lavede Disney den skægge Saving Mr. Banks om P.L. Travers – kvinden, der skrev Mary Poppins. Det var kun pengenød, der fik hende til at tage imod Walt Disneys tilbud om filmatisering af sine bøger, og hun hadede den endelige film. For hun ville ikke have sang og tegnede dyr med i den.

Hun ville også have hadet Mary Poppins vender tilbage.