Masters of the Air letter langsomt som serie, men efter et par afsnit er den i luften. Og derfra sidder man på det yderste af sædet.
I niende afsnit har man været rørt, oprevet, bange – og man har fået en håndfuld nye venner, sådan som man altid har det i rigtigt gode romaner og tv-serier. Det her er god underholdning.
Historiens substans er ikke bare grebet ud af luften.
Den er baseret på historikeren Donald L. Millers bog Masters of the Air: America’s Bomber Boys Who Fought the Air War Against Nazi Germany. Hans værk er baseret på sande, levende soldater, og da serien er færdig, bliver man paf over de små vignetter om deres videre liv.
Det dramadokumentariske element skurrer dog en anelse imod seriens æstetiske form og fortælleform, som er sentimental, nostalgisk og nærmest tegneserieagtig i visuelt udtryk, instruktion og design.
Den heftige brug af CGI og andre teknikker, herunder en masse disede baggrundsbilleder, øger det erindrede stof i historien, men gør det også mere fiktivt.
I Masters of the Air gør de det igen som de øverste generaler i fremstillingen af den ærkeamerikanske version af historien om Anden Verdenskrig. Og hvis man bare tænker på de to første producere, har man næsten smagen. Det er umiskendeligt amerikansk, og det er samtidig godmodigt og drenget som Hanks.
Skuespillet kan med sin friskfyragtige attitude minde om en gammeldags western. Men den har også noget indigneret i tonen, en slags indædt patriotisme, der også kendetegner Philadelphia, somGoetzman stod bag.
I serien følger vi en række mænd og kvinder i krigen, men skarpvinklet på det amerikanske luftvåben. Serien har en slags kapitler, der er let tematiske.
Der er mændenes utroskab – og en præsentation af kvindernes historie og mange ofre i krigen. Så er der et afsnit med fokus på en eskadrille med afroamerikanere. Det er egentlig lavet fint, og man studser faktisk kun over den ivrige repræsentation, når der gås til yderligheder. Var der virkelig handicappede børn på militærbaser?
På samme måde bliver de naturlige venskaber i krigen bevidst tiltet over i bromance og nærmest homoseksuel flirt. Det virker som en aktivistisk afregning i en ellers meget ærkemaskulin serie.
Her er de traumatiserede soldater. Mænd med de følelser, mænd nu engang har. Heltene. Gentlemen. Her er herrer med skjulte talenter. Og hædersmænd. Og forbrydere.
Serien får afviklet pligtstoffet på glimrende vis.
Når en amerikansk soldat hjælper en tysker op under en strabadserende march, er det Den Barmhjertige Samaritaner om igen. Når holocaust skal vinges af, fortælles det både som chokerende billeder og på jiddisch med simultanoversættelse.
Når vi skal høre om amerikanske jøders skæbne i militæret, er det i form af en fornem scene, hvor WASP-soldater dækker over deres jødiske kammerater.
Hvis man er til drenget krigsteknik og strategi, leverer serien varen, men det, man reelt bliver tæppebombet med, er klassisk drama. Intriger og spændingskurver, der konstant holder én fanget.
Får de landet flyet? Kommer de i sikkerhed på den anden side af skovbrynet? Skyder den tyske bonde soldaterne i søen? Vil russerne nå at identificere Vor Helt som amerikaner, inden de skyder?
Serien er fuld af pudsige ting, der virker autentiske. Som soldaten, der pludselig skriger ”Coca-Cola!” til russerne, så de når at forstå, hvem han er.
Kommentarer