The Matrix Resurrections

Andy og Larry Wachowskis The Matrix havde dansk premiere i maj 1999 og står som en af 1990’ernes sidste ikoniske Hollywood-film.

Wachowski’erne kom blæsende med en original blanding af idéer og inspirationskilder. De mixede Philip K. Dicks paranoide sci-fi, William Gibsons cyberpunk (som titlen er lånt hos), kinesiske kung fu-film og Hongkong-instruktøren John Woos vilde automatvåben-action.

Og filmen har tilmed et genialt visuelt udtryk, hvor grøn computergrafik møder goth-inspireret læder-fetichisme.

Resultatet var større end summen af forbillederne, og filmen er stadig et stykke fuldstændigt banebrydende sci-fi fra Hollywood.

To sequels fra 2003 har deres fans, men står ikke nær så stærkt.

22 år senere er det så tid til en 4’er.

Det er efterhånden få succesfulde filmserier, der får lov at ligge stille så længe. I mellemtiden er Wachowski-brødrene blevet søstre. Lana Wachowski er solo-instruktør på The Matrix Resurrections.

En stor del af filmens potentielle publikum var nok ikke engang født, da originalen havde premiere. Forhåbentlig har de set den, for ellers går en del af den nye films pointer tabt.

The Matrix Resurrections lægger ud som metafilm på den store klinge.

Keanu Reeves er tilbage som Thomas Anderson, også kendt som Neo, den slavegjorte menneskeheds frelser. Eller er han i virkeligheden en Keanu Reeves-lignende celebritet, der skal til at lave The Matrix 4?

Dét har filmen sjov med i den første time.

Anderson – som Keanu Reeves mere eller mindre spiller som sig selv – er en feteret spildesigner, manden bag tre kæmpe spilsucceser, der såmænd hedder The Matrix. Nu vil Warner Bros., som ejer hans firma, lave en Matrix 4, og de kaster sig over opgaven i scener, der mest minder om kunstsatiren i Ruben Östlunds The Square.

Anderson er også en plaget mand med et selvmordsforsøg i bagagen, og hans virkelighed er ved gå op i limningen. I glimt ser han en anden mand i spejlet. Og pludselig er han midt i en vild ildkamp mellem bevæbnede politifolk og cyber-terrorister, der påstår, at han i virkeligheden er fanget i The Matrix.

Hvis det lyder bekendt, er det, fordi den nye film langt hen ad vejen fungerer som en slags Matrix Greatest Hits. Filmen mimer plot, karakterer, scener og sågar enkeltindstillinger fra den originale trilogi.

I starten fungerer det.

Den første times tid er veloplagt og excentrisk, en blanding af meta-meta-metafilm, popkultursatire og sci-fi-action. Karaktererne står stærkt, og skuespillerne får god plads.

Yahya Abdul-Mateen II er en solid og karismatisk erstatning for Laurence Fishburne som Morpheus, og Jessica Henwick brænder igennem som den unge cyberkriger Bugs.

Neil Patrick Harris er skæg som The Analyst, der – nok ikke overraskende – er mere end bare Keanu Reeves’ psykolog. Og Jonathan Groff har det sjovt som den nye agent Smith. Carrie-Anne Moss er tilbage som Trinity, men manuskriptet giver hende ikke så meget at arbejde med.

Og Keanu Reeves er så stor en stjerne nu, at han mest bare spiller Keanu, ”den flinkeste fyr i Hollywood”, som han kaldes.

Jeg tog mig selv i at sidde med et stort smil over, hvor radikalt Lana Wachowski går til værks i begyndelsen. Men halvvejs inde i filmen bliver smilet til et gab.

Instruktøren slipper grebet om satiren og leverer det, hun nok i virkeligheden er blevet bedt om: Matrix-action til blockbuster-publikummet. Alle tæver løs på hinanden, skurkene affyrer en million skud uden at ramme, bygninger smuldrer, Neo og Trinity kæmper for at finde sammen.

Det bliver ved og ved, og det føles lidt ligegyldigt. Den elegante wuxia-koreografi fra originalen er desværre væk.

Hvad handler det hele om?

At vi er umælende får, som nægter at sluge den røde pille og komme ud af vores mentale hamsterhjul? At maskinerne og de store firmaer trælbinder os?

Givetvis, det er klassiske paranoide sci-fi-temaer. Men først og fremmest er det svært ikke at læse en masse queer, køn og identitet ind i filmen, navnlig når man tænker på Lana Wachowskis personlige historie.