The Maze Runner

Rent action-mæssigt er The Maze Runner dybt tilfredsstilende. Filmens knap to timer løber af sted i et hæsblæsende tempo.

Hvad der er mindre tilfredsstillende, er filmens plothuller.

Der stilles rigtigt mange spørgsmål, som man ikke får svar på. Det skyldes måske, at der er tale om endnu en filmatisering af en bog-trilogi i stil med franchises som The Hunger Games og Divergent. Så måske skal alle de uforløste handlingstråde samles i fremtidige film – hvis der kommer flere?

Hovedpersonen Thomas kommer brat til sig selv i en underjordisk elevator. Den ankommer til et grønt helle i midten af en kæmpe labyrint, hvor han bliver mødt af en flok drenge.

Thomas ved ingenting. Og det gør tilskueren heller ikke. Genrens populære voice-over, der for eksempel var lige vel overforklarende i Divergent, er heldigvis udeladt.

Efter et døgns tid kan Thomas dog huske sit navn.

”Det er det eneste, de lader os beholde,” forklarer drengene kryptisk. Men hvem ”de” er, ved ingen. Men ”nogen” må der være, for der kommer forsyninger og en ny dreng til græspletten én gang om måneden. Sådan har det været i tre år.

På denne græsplet, som kaldes Lysningen, har drengeflokken opbygget et fredeligt samfund og passer hver deres tildelte job: Bygger, Forskærer, Redderdreng og Løber er nogle af erhvervene.

Men Thomas skiller sig ret hurtigt ud.

”Du er ikke som de andre. Du er nysgerrig,” siger lederen Abby, der som den første dreng ankom til labyrinten. Man griner altså lidt af, at det skulle være en særligt sjælden egenskab.

Thomas er interesseret i den kæmpemæssige labyrint. Hver morgen ved solopgang åbner en port ind til labyrinten, og når skyggerne bliver lange, gælder det om at komme ud – for så lukker porten. Og ingen har overlevet en nat i derinde. Kun Løberne må gå på opdagelse for forhåbentligt at finde en vej ud.

Ifølge den græske mytologi lever minotauren, manden med tyrehovedet, i labyrinter. Sådan én er ikke med i The Maze Runner. Til gengæld er der klamme Straffere, der er en slags gigantiske, biomekaniske hybrider mellem en edderkop og en skorpion. Og bliver man stukket af en Straffer, får man sortbetændte årer og mister besindelsen.

En irriterende detalje er antallet af drenge i Lysningen. Hvis der gennem tre år er ankommet én dreng om måneden, bør der være knap 40. Nogle er døde gennem årene, men det ser ud, som om der er langt over 50?

Thomas skiller sig også ud på det punkt, at han har drømme om tiden, inden han kom til Lysningen – drømmeminder om kliniske omgivelser, børn i kitler og en mystisk kvinde. Forvirrende?

James Dashners bogforlæg er blevet sammenlignet med klassikeren Fluernes herre af William Golding, men den sammenligning lever filmen ikke op til. Der bliver simpelthen ikke gjort nok ud af drengenes indbyrdes forhold og samfundsstruktur. Det havde ellers givet filmen en velkommen substans.

I stedet har man valgt at prioritere flot og fejende action, da Thomas selvfølgelig bliver den første til at overleve en nat i Labyrinten.

Men filmen er drevet frem af en god energi og konstante små overraskelser. Skuespillerne er gode. Fremhæves skal især den vægtige birolle Newt, spillet af Thomas Brodie-Sangster, der er kendt fra både Game of Thrones og Love Actually.

Filmen er instrueret af Wes Ball, der blev et hit på YouTube, da han lagde sin computeranimerede kortfilm Ruin gratis op på sitet. The Maze Runner og denne beskedne kortfilm ligner hinanden i overraskende grad – der er nærmest ikke andet end ruiner dækket af efeu og lianer.

Det klæder dog The Maze Runner, at den er enkel i sit visuelle udtryk. Og som en sjældenhed kommer denne sci-fi-fantasy-film ikke i 3D. Tak.