Me and Earl and the Dying Girl

”Åh gud,” tænker man. Endnu en sjov og skæv amerikansk indiefilm, hvor åh så finurlige, ungdommeligt livskloge outsiderkarakterer filosoferer sjovt og skævt over fremtiden og livet på kanten af voksendommen.

En af de film, hvor hovedpersonen, i dette tilfælde Greg, der står foran sin high schooldimission, konstant metakommenterer og er irriterende selvbevidst, mens han igen og igen understreger, at det her altså ikke er sådan en film, som følger den romantiske komedies gængse formularer. 

Me and Earl and the Dying Girl er sådan en film, der har gennemskuet det hele og holder verden ud i strakt arm, mens Greg og vennen Earl laver deres egne versioner af art filmklassikere, A Sockwork Orange (med ultravoldsstrømper), The 400 Bros, Pooping Tom og så videre.

Sådan en film, hvor alle er outsidere og særlinge. Fra den søde historielærer med tatoveringer og muskler over de søde, excentriske og omklamrende mødre til Gregs søde, men verdensfjerne far, der er usoigneret sociologiprofessor med aparte madvaner og en forkærlighed for nybølgefilm og Werner Herzog.

Men Greg holder, hvad han lover. Det er ikke en romantisk komedie, og under al indie-staffagen pibler en coming of age-beretning om venskabsbånd, døden og ikke mindst livet frem.

Greg ved godt, hvem Rachel er, men de er ikke venner. Hun rammes af leukæmi, og Gregs mor tvinger – totalt misforstået og upassende – sin søn til at vise omsorg. Hun er jo døende! 

Men mor har altid ret, og pludselig opdager Greg, at der faktisk uden for den i grunden tilbageskuende filmboble er en verden, som ikke er ligegyldig, og at andre mennesker kan betyde noget. Også for ham.

Slutningen skal ikke afsløres her, men filmen ender med at trække tæppet væk under sig selv på den mest rørende og vidunderlige måde.

For vi har at gøre med en forløjet film og en fortæller, som ja, holder livets forbandede alvor ud i strakt arm, men som, da han rammes, forvandles fra irriterende teenager til et virkeligt menneske.

Film bliver til virkelighed, virkelighed bliver til film, og til deres sidste filmforevisning, hvor titlens døende pige ser Greg og Earls sidste hyldest til hende, er alle de pudsigsmarte referencer lagt på hylden. 

Vi får en vidunderlig, magisk opvisning i ren og skær filmmagi. Et stykke eksperimentalfilm, hvis billeder og drømmeriske, sfæriske underlægningsmusik af selveste Brian Eno fremmaner rigtige følelser.

Thomas Mann er i hovedrollen en ugidelig teenager, der opdager livet og verden, og hans aparte filmkollega spillet af RJ Cyler balancerer på grænsen mellem gangster og snusfornuftig.

Olivia Cooke, som var et sympatisk anker i tv-serien Bates Motel, en prequel til filmklassikeren Psycho, er her endnu mere gribende og skrøbelig under den intelligente fernis som den døende pige.

Blandt de voksne finder vi også skuespillere, vi mest kender fra tv. Nick Offerman fra Parks and Recreation spiller eksempelvis Gregs ubehjælpsomme far. Offerman viser helt nye sider af sin drøvtyggermaskulinitet og giver os en empatisk, bekymret forælder, der kæmper med at forstå sin egen teenagesøn. 

Me and Earl and the Dying Girl vandt fortjent både jury- og publikumprisen på årets Sundancefestival. Jesse Andrews har både skrevet romanforlægget og manuskriptet, men det er instruktør Alfonso Gomez-Rejons personinstruktion og iscenesættelse af det til tider kloge manuskript, der gør filmen til en lille perle (med små indstik af stopmotion- fantasier), som er fuldstændig kongenial med sin hovedkarakter.

Det er en film, der vokser for øjnene af én. Den irriterende, øretæveindbydende teenager opdager livet, smerten og kærligheden til mennesker, og det hele er tæt på at være magisk.