Mean Girls

Mean Girls er tilbage, og selv om udtrykket har ændret sig til noget mere tidssvarende siden den oprindelige films premiere i 2004, er der indholdsmæssigt ikke meget nyt at berette. 

En hovedperson ved navn Cady skal finde sin plads i skolen efter at være blevet hjemmeskolet i Afrika. Tjek. 

To outsidervenner. Tjek. 

En pigeklike, ledet af skolens populære, men toksiske primadonna. Tjek. 

Means Girls fra 2004 var ikke selv genial, men den var i det mindste original. 2024-versionen er derimod en filmatisering af live-musicalversionen af den oprindelige film. 

For et dansk publikum kommer det hele til at virke endnu mindre unikt, da filmen i besynderlig grad ligner en dyrere udgave af musicalen Bølle-Bob fra 1998. 

Der er ikke langt fra skønne, men ondskabsfulde Regina George til Smukke Sally – eller fra hendes klike af plastics til skolens hårde børster, der tværer dig ud. 

Regina (Reneé Rapp) introduceres med en sang, der afslører hende som en toksisk femme fatale, hele skolen frygter og samtidig lader sig forføre af. Og netop sange er noget af det, filmen lykkes bedst med. 

Det er velproducerede og livligt koreograferede scener med masser af dynamik og spænding i musikken, der puster nyt liv i det noget tynde og alt for velkendte plot. 

Hovedperson Cady (Angourie Rice) er en blanding af Bølle-Bob-figurerne ”Den søde pige” og ”En ulækker fyr”. Hun er en kløgtig og godhjertet enspænder, som i starten af filmen må spise sin frokost på wc’et, da ingen vil sidde med hende i kantinen. 

”Vi er ikke rigtigt voksne, vi er ikke rigtigt børn,” lyder et velkendt omkvæd i Bølle-Bob, og Mean Girls har også potentialet til at udforske teenagernes kontrastfyldte temaer. 

Men desværre kradser filmen kun i overfladen af de interessante ungdomstematikker, den rummer: popularitet som en valuta, alle bedømmes på; den sårbare grænse mellem ven og fjende; frygten for at blive holdt udenfor – eller for at blive afsløret som den, man virkelig er. 

I stedet rettes fokus på en banal forelskelse og en hævnaktion, som lægger et tykt røgslør ned over, hvem der er filmens egentlige helte og skurke. 

Cady forelsker sig i Reginas ekskæreste Aaron. Og ligesom da Eva smilede til Lasse i klasselokalet i Bølle-Bob, får man fornemmelsen af, at Cady drømmer sig væk i Aaron, når han samler en tabt kuglepen op, som i hendes fantasi transformerer sig til en rose. 

Men forelskelsen er også noget rod. For som Regina synger i en musisksekvens til en halloween-scene, er det okay at flirte, indtil nogen kommer til skade. Hvorefter hun kysser Aaron for øjnene af Cady! 

Cady vil have hævn. Hun indvilliger i en plan, som vennerne Janis (Auli’i Cravalho) og Damian (Jaquel Spivey) har lagt for at få Regina ned med nakken. Det er såre simpelt: Hun skal vinde klikens tillid og spille plastikpigerne ud mod hinanden. 

Det er i dette komplot, at filmens største problem ligger. For den konflikt, som filmen sadler op til, virker ikke tro mod personerne. 

Cady sejrer over Regina, og det gør hende til den naturlige nye leder af plastic-kliken. Men den nyerhvervede popularitet stiger hende til hovedet og sætter venskabet med Janis og Damien på spil. 

Som publikum føler man en form for kognitiv dissonans. 

Filmen vil gerne gøre Regina til skurken og Cady til helten, der må tage skurkemetoder i brug for at nå sit mål. Men at Cady forfalder til Reginas bøllemetoder, virker ikke heltemodigt. Og når Cady senere lider et knæk, føler man ikke den empati, som filmen lægger op til. 

Det samme kunne siges om den gamle film, men på grund af Lindsay Lohans tvetydige spil købte man i højere grad præmissen. I Angourie Rices hænder er Cady derimod så rendyrket sødmefuld, at skiftet til den mørke side bliver utroværdigt. 

Filmens egentlig skurk burde være de sociale medier, som i den nye version er en vigtig del af at sprede mobningen og rive skolen itu.

Men også den pointe misser musicalen, der ender som en slap genfortælling af den oprindelige film.