Biografanmeldelse
01. juni 2022 | 07:02

Men

Foto | Kevin Baker
Traumtiserede Harper (Jessie Buckley) søger freden i landlige omgivelser, men uhyggen sniger sig ind, og filmen trækker tråde til skabelsen i Edens Have.

Dragende gyserfilm af Ex Machina-instruktøren udforsker vor planets mest uhyggelige væsner med chokerende billeder, der vil hjemsøge dine drømme.

Af Aske Nielsen

”Hvis du vil skilles, så tager jeg livet af mig selv.”

Harper er taget på en afslappende tur til et gammelt, engelsk hus i idylliske landomgivelser for at komme sig over sin mands pludselige død.

Han faldt efter et større skænderi ned fra overboens balkon enten i et forsøg på at kravle ned til Harper eller et selvmord. Uanset hvad er Harper traumatiseret af hændelsen, fordi hendes mand tidligere på dagen havde truet med at tage sit eget liv.

Sorgbearbejdelse er det centrale tema i Alex Garlands Men. Han startede sin karriere som manuskriptforfatter for Danny Boyle med zombiefilmen 28 dage senere og rumrejse-thrilleren Sunshine.

I 2014 sprang han ud som instruktør med sci-fi-dramaet Ex Machina, hvorefter han kastede sig over det eksistentielle mindfuck Annihilation.

Men er hans mindst tilgængelige film.

Filmen foregår i et tempo, som normalt er reserveret til socialrealistiske festivalfilm. Der er ingen pludselige jump scares, og filmens foruroligende klimaks afføder flere spørgsmål end svar.

Men for den åbne tilskuer venter der en helstøbt filmoplevelse.

52-årige Alex Garland er en selvsikker stilist. Kameraet bevæger sig altid nænsomt rundt, fordi Garland og fotografen Rob Hardy er uhyre bevidste om deres kompositioner, og Men er fuld af billeder, som brænder sig fast på nethinden.

Harper tager på en gåtur i skoven og finder en lang tunnel, som hun træder ind i. Mørket i tunnelen står i kontrast til den grønne åbning i begge ender, og en spejlende vandpyt ved indgangen bliver udforsket med en grad af poesi, der leder tankerne hen på mesteren Andrej Tarkovskij, som Garland tydeligvis er inspireret af.

Hvor Annihilation er en slags nyfortolkning af Vandringsmanden, er Men med sit tema om isolation tættere på Solaris.

Alex Garland har tidligere udforsket isolationen i et postapokalyptisk univers og ude i rummet. I Men er Harper isoleret i et hus i det landlige England, hvor fortidens traumer langsomt begynder at manifestere sig.

I rollen som Harper er Jessie Buckley, der sidste år blev Oscar-nomineret for The Lost Daughter, fremragende.

Det meste af filmens første halvdel sker der ikke noget mystisk eller uhyggeligt, men Buckley er så charmerende og empatisk, at hun kan få den mindste gøren og laden til at fremstå spændende.

Hun møder en række mænd i og omkring den nærliggende landsby. Mændene viser sig at være knap så venlige og spilles alle af Rory Kinnear, som leverer en tour de force-præstation i de vidt forskellige roller.

I manglen på andre fjendebilleder har Hollywood valgt at kaste fokus på det køn, som historisk har siddet på magten i hjemmet og samfundet.

Mændene er også skurkene i den Oscar-vindende Promising Young Woman, men hvor den film forsøger at provokere, vækker Men til eftertanke.

I klimaks trækker Garland tråde helt tilbage til skabelsen i Edens Have for at sige noget grundlæggende om mænds natur.

Instruktøren har dog ikke travlt med at nå dertil. Han luller os ind i en falsk følelse af tryghed med Harpers til tider trivielle gåture og karbade for til sidste at give los for gruen.

Slutningen er på en gang chokerende og poetisk med billeder, der uden tvivl vil hjemsøge publikums drømme.

Trailer: Men

Kommentarer

Titel:
Men

Land:
England

År:
2022

Instruktør:
Alex Garland

Manuskript:
Alex Garland

Medvirkende:
Jessie Buckley, Rory Kinnear, Paapa Essiedu

Spilletid:
100 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
2. juni

© Filmmagasinet Ekko