Mens vi lever

35-årige Mehdi Avaz har udtalt, at han inden for de nærmeste par år vil vinde en Oscar hjem til Danmark. En noget kæk udmelding fra en debuterende spillefilminstruktør, men med en debut som Mens vi lever er det ikke så usandsynligt, som det kan lyde.

Sebastian Jessen spiller den indelukkede fiskerfyr Kristian, der er flyttet til Hirtshals for at arbejde. En dag får han besøg af sin far, han tydeligvis ikke har haft kontakt med længe. Faren fortæller, at Peter ligger på hospitalet. Man aner en ulmende uro – hvorfor er der så dårlig stemning mellem Kristian og faren? Og hvem er denne Peter?

Mehdi Avaz’ lillebror Milad Avaz, der vandt Shortlist Prisen for Et lift ved Ekko Shortlist Awards, har skrevet manus. Og det er befriende underfortalt. Der gives ikke ved dørene, og man må følge godt med for at forstå de familiære relationer.

Da Kristian vender hjem til barndomsbyen Helsinge for at besøge kræftsyge Peter (en ligbleg Nicolas Bro) på hospitalet, forstærkes uroen. Den dvælende kameraføring leder os ind i et sorgfyldt rum, men man fornemmer, at det ikke er kræften, der har fremkaldt sorgen. Der ligger noget andet bag, men Milad Avaz er påpasselig med ikke at afsløre for meget. I stedet føres vi videre ind i Helsinge, hvor Kristians tilstedeværelse virker som en katalysator for fortidens forfærdelige minder.

Særligt bliver ungdomskæresten Trine, fortræffelige Julie Christiansen, og hendes mor Hanne (Charlotte Munck, ligeledes fortrinlig) berørt af den hjemvendte Kristian. Hvorfor skal ikke røbes her.

I et andet, lettere fortællespor følger vi gymnasieeleven Tobias, der bakser med sine følelser for pigen Sabine.

I starten kæmper Avaz-brødrene en smule med at få sporene til at hænge sammen, og fortællingen fremstår derfor lidt vel konstrueret. Men langsomt flettes historierne behændigt sammen, og man drages ind i dramaet med en ubehagelig fornemmelse af, hvad der er sket. Særligt den skæbnesvangre aften, der har afstedkommet byens sorg, er glimrende visuelt fortalt.

Og det er det mest imponerende ved Mens vi lever. Den ligner ikke en film, der har kostet sølle to millioner kroner. Brødrene har formået at samle et fremragende hold, og det kan ses.

Fotograf Daniel Cotroneo, fløjet ind fra Los Angeles, holder sjældent kameraet i ro. Men i stedet for den håndholdte stil, man oftest ser i mikrobudgetter, får vi fejende kamerakørsler og billedskønne droneskud. Ingen ringere end Bent Fabricius-Bjerre står bag musikken, og colorgrader Frederik Bokkenheuser har givet farverne ekstra dybde, så Helsinge fremstår både smukkere og mere dyster end vanligt.

At Avaz-brødrene har fået umanerlig meget for pengene, vidner om det enorme drive, som er deres største styrke.

Det er svært ikke at sammenligne de driftige filmskabere med en anden dansk drømmer med næsen mod Hollywood: instruktøren Fenar Ahmad, der tidligere på året bragede igennem med Underverden.

Ahmad kom til Danmark som irakisk flygtning, Avaz-brødrene som iranske.

Alle har de lavet film om at flygte fra en fortid, men mest af alt er det fandenivoldskheden og den entreprenante indstilling, der er sammenlignelig. Ahmad vil være den danske filmbranches svar på Zlatan – Avaz-brødrene vil vinde en Oscar. Jantelov og debat om støttekroner er ikke-eksisterende.

Det er en fornøjelig, forfriskende indstilling, som kan føre Avaz-brødrene langt. Mens vi lever har dog sine begynderfejl.

Replikkerne læner sig til tider op ad klichéer, og Bent Fabricius-Bjerres score bliver lidt for ofte brugt til at give scenerne den følelsesmæssige ballast. Da først tragedien bliver afsløret, taber dramaet noget af pusten, men det hele kan tilgives i så imponerende en debut.

Forhåbentlig kommer Mens vi lever til at åbne døre – Danmark har brug for filmskabere af Avaz-brødrenes kaliber.