To konservative statsledere krydsklippes i de første minutter af Eva Webers dokumentarfilm. Beskedenhed møder storhedsvanvid. Dybsindig perspektivering møder overfladiske floskler. Håb møder frygt.
Nakkehårene rejser sig, mens Angela Merkel rørende drømmer om frihed fra den forkerte side af Berlinmuren – og foragten tager over, da Donald Trump får sine fans til at råbe ”build that wall”.
Tysklands forbundskansler gennem seksten skelsættende år, Angela Merkel, voksede op i Østtyskland. Det prægede hendes liv, politik og skæbne.
Årene i DDR fylder heldigvis meget i Merkel. Filmisk skaber de en kontrast til livet som toppolitiker på de bonede gulve, og dokumentarisk fungerer de som en fortælling om livet i et diktatur.
Til billedsiden fra 70’ernes DDR høres Merkels karakteristik af arbejder- og bondestaten – et land, hvor man måtte arbejde hårdt for at kunne leve et nogenlunde normalt liv.
Her var man konstant på jagt efter helt almindelige forbrugsgoder, og man havde ikke en chance for at blive til noget, med mindre man var medlem af kommunistpartiet. Altid måtte man være forsigtig, for Stasi havde spioner overalt.
Merkels forklaring på, at hun valgte at studere fysik, er lige så skræmmende, som den er sjov. Hun valgte et fag, hvor hun ikke var tvunget til dagligt at lyve. For selv i Østtyskland var to plus to fire – det meste af tiden!
Hun organiserede diskoteksaftener, og de studerende lærte hurtigt at omgå regimets krav om mindst 60 procent kommunistiske propagandapopsange. Ingen havde sagt, at de skulle spille hvert sekund, så hvor de vestlige sange blev spillet i fuld længde, måtte de østtyske nøjes med indledningen.
Friheden føles næsten fysisk, da vi senere ser Berlinmuren blive knust, og genforeningen af de to lande bliver Merkels vej ind i politik.
Kansler Helmut Kohl havde brug for to kvindelige ministre med østtysk baggrund. De blev smidt ud på dybt vand, og den ene – Merkel – klarede det så godt, at hun senere blev Tysklands første kvindelige kansler.
Eva Weber har fået fat i en imponerende stribe af vidner til at sætte ord på hendes og dermed Tysklands historie. Tony Blair, Hillary Clinton og Condoleezza Rice for at nævne tre.
Vidnesbyrdene havde næppe været så venlige, hvis Putin eller Trump havde medvirket.
I filmen får vi genopfrisket de to statslederes pinlige forsøg på at intimidere Merkel ved henholdsvis at lade en hund gå helt tæt på den notorisk hundeangste kansler og ved ikke at trykke hende i hånden i Det Hvide Hus trods fotografernes råb på ”a handshake”.
Flygtningekrisen og afhængigheden af russisk gas klarede hun knap så godt, men filmen forklarer disse to fejltrin.
Som østtysker var hun ganske enkelt ikke i stand til at bygge nye mure og holde mennesker i nød ude. Hun var også overbevist om, at det russiske folk måtte have del i Vestens velstand, hvis Rusland skulle ende som et demokrati.
Det lykkedes som bekendt ikke, og en del af forklaringen kommer hun selv med. Putin opfattede Sovjetunionens fald som det værste, der var sket. Merkel opfattede det som det bedste.
Filmen fokuserer også på Merkels kampe i en mandsdomineret verden, hvor hun sammen med Obama ofte var i et rum, hvor hun var den eneste kvinde og han den eneste sorte.
Der tales meget i Merkel, men de historiske klip fænger, så filmens halvanden time flyver af sted.
En militærceremoni til ære for Merkel mixes med en ung (og dengang østtysk) Nina Hagens (n)ostalgiske popsang Du hast den Farbfilm vergessen.
Vi ser Merkel i nærbillede med tårer i øjnene. Østtyske ungpionerer med smil i farvede propagandafilm. Merkel svarer på et spørgsmål om sit første politiske minde: ”Da de byggede Berlinmuren.” Sort-hvide kampvogne, grædende kvinder, en mur i beton. Beethovens Skæbnesymfoni afløser den fjollede popsang.
Merkel er en mesterlig dokumentar.
Kommentarer