Mesteren

Det skønneste er Søren Mallings sweater.

Den er mere end almindeligt skøn med tern, orange ærmer og lyseblå polkaprikker. Og ingen ville overveje at tage den på, med mindre vedkommende var en kunstner med så oppustet og dog glasskrøbeligt et ego, at han ville føle sig truet af sin egen søns kunstneriske talent.

Sådan en billedkunstner spiller Søren Malling. Og det næst skønneste i Mesteren er, at det netop er ham, som bærer sweateren.

Der skal et casting-geni til at indse, at Malling med en lille, følsom vom, sin bundreelle jyske dialekt og sit særlige væsen selvfølgelig skal spille et af de mest prætentiøse røvhuller i dansk film nogensinde.

Kun sådan kan man næsten ane mennesket inde bagved. Men også kun næsten.

Så er der alt det uskønne ved Charlotte Sielings film.

At familiedramaet bliver til melodrama. At personerne taler, som om de har gået til psykoterapi i ti år, men alligevel har brug for at slå på hinanden og køre en bil gennem ruden på et kunstgalleri for at udtrykke sig. Og at en historie om at gøre oprør mod kunstverdenens krukkeri ender som en stokkonservativ film.

Mesteren er en fortælling om den fortabte søn, der vender hjem. Men i stedet for at tage imod ham med åbne arme går faren, Søren Mallings mestermaler Simon Brahe, i forsvarsposition.

Simon har allerede alt, hvad han kan begære. En smuk ung kone, en smuk ung elskerinde og al den anerkendelse, den danske kunstscene kan mønstre. Han har ikke brug for en søn. Sønnen havde han jo parkeret i London sammen med fortiden og et forlist ægteskab.

Hvad værre er, så viser sønnen sig at have talent.

Han tager hættetrøje på om natten og skitserer figurer på murstensvægge og busstoppesteder. Det er brandvarmt, det er street, det er virkelig ”London”, sukker den danske kunstverden i benovelse.

Det tager ikke farens assistenter lang tid at regne ud, at den unge søn er ”The Ghost” (læs: Banksy), den anonyme gadekunstner, som hele verden har ledt efter.

Pludselig føles de croquis-kusser, faren maler igen og igen, forfærdeligt altmodisch.

Jakob Oftebro er så selvsikker i rollen som vred og viril ung mand, at man næsten kan forstå, hvorfor Simon ikke kan være i sig selv af jalousi. Men også kun næsten.

Søren Mallings rolle er inspireret af Julian Schnabel, har instruktør og manuskriptforfatter Charlotte Sieling sagt. Den amerikanske billedkunstner og filmskaber, der står bag Dykkerklokken og sommerfuglen, som hang ud med Andy Warhol i 80’erne, og som ganske rigtigt har et af klodens største kunstneregoer.

Sådan ét, som kræver, at andre mennesker tager deres sweater af, hvis de tilfældigvis har den samme på som mesteren.

Netop sådan gør Simon. Han kræver respekt for sin sweater!

Men Jantelov til side, excentriske filmkarakterer kan vi sagtens bruge flere af i dansk film. Problemet med det store ego er, at Simon ikke rummer en modvægt til at vække empatien.

Da sønnen spørger, hvorfor faren skred fra ham og moren, svarer han bare: ”Fordi jeg kedede mig.” Og der er ingen grund til at tro, at han ikke mener det.

Derfor er det svært at føle den kærlighed, som skulle forestille at simre under ordene i pissekonkurrencen mellem far og søn. Særligt fordi pissekonkurrencen afslører sig selv som én stor sæbeopera, komplet med hanekamp om både farens kæreste og elskerinde.

Som historien kører op i en spids, begynder den at lugte af croquis-kusserne: konstrueret og altmodisch.

Charlotte Sieling har haft stor succes som instruktør af vidt forskellige tv-universer i Rejseholdet, Krøniken, Borgen og Broen. Men i de to spillefilm, hun selv har skrevet, zoomer hun ind på den lille gruppe af mennesker, som både har kulturel og økonomisk kapital nok til at bo i penthouse ved Christianshavns kanal på Over gaden under vandet, som debutfilmen hedder.

Velvalgt, for den kreative klasse er det eneste segment i landet, der taler, som Charlotte Sieling skriver replikker, nemlig med stor teatralsk selvforelskelse. 

Arvingerne er et eksempel på, at den kreative overklasse sagtens kan portrætteres som mennesker, som de fleste kan spejle sig i. Mesteren er et eksempel på den slags navlepillende dramaer, der ikke er brug for flere af i dansk film.