Stine Pilgaards Meter i sekundet ramte i 2020 det danske bogmarked med en sådan kraft og sproglig legesyge, at bølgerne skabte efterdønninger et godt stykke ud over den kreative klasses parnas.
Forfatteren vandt De Gyldne Laurbær for bestselleren, hvor en navnløs kvinde flytter med kæreste og barn til den vestjyske lilleby Velling. Her har kæresten fået job på en højskole, og mens han hives ind i fællesskabet, kæmper hun for at finde sig til rette.
I filmatiseringen af Meter i sekundet – som selvfølgelig måtte komme – har hovedpersonen et navn. Marie Jønsson er festens midtpunkt på åbningsscenens københavnske bodega. Som kæresten tørt bemærker: Hun bruger 25 minutter på at hente øl, fordi hun skal snakke med alle og opfordre et ungt par til at kysse hinanden.
Der går dog ikke lang tid, før hun befinder sig i de korte sætningers land, som bogen døbte det jyske samfund, hvor ordene er langt færre.
Manuskriptforfatterne Jenny Lund Madsen og Ida Maria Rydén er lykkedes med den svære kunst at omskrive en bog til en film, der er helt sin egen uden at miste forlæggets tone.
Det skyldes især, at de har skabt en troværdig hovedperson, hvis indre og ydre rejse man nyder at være med på.
Sofie Torp har gjort lynkarriere som en af Danmarks nye stjerner.
Efter det prisvindende gennembrud som bekymret søster i Ser du månen, Daniel har skuespilleren været her, der og alle vegne. Hun vandt ved Ekko Shortlist Awards for sin pragtpræstation i kortfilmen Dronning Ingrid, spiller passioneret sekretær i DR-serien Carmen Curlers og kunne senest opleves i biografen som babyklar karrierekvinde i Lykkelige omstændigheder.
Sofie Torp bobler over af den ubeskrivelige kvalitet, som de fleste dygtige skuespillere besidder i større eller mindre omfang.
Hendes charmerende tilstedeværelse får både humor og alvor til at vække genklang. Man kan se sig selv i Marie, selv om hun er ekstraordinært dårlig til at køre bil og mere festglad end de fleste.
Meter i sekundet er primært Sofie Torps film, men hun bliver spillet varm af et veloplagt ensemble. Først og fremmest har hun et kærligt samspil med Thomas Hwan, der som Maries kæreste Rasmus – ansat som skrivelærer på højskolen – beskriver den lokale købmand som et haikudigt.
Filmen er fuld af sprælske birollefigurer, der er skæve på grænsen til at være mere tegneserieagtige end menneskeligt engagerende.
Bodil Jørgensen er herlig som dagplejemoren Maj-Britt, der kan ”vulke” enhver trøje og bager blå boller hjemme i køkkenet.
Christian Tafdrup spiller følsomme Sebastian, der har fundet glæden i provinsen ved at lave sit eget knækbrød og afsøge lyden af skrald, der rammer gulvet. Han står som inkarnationen af indre fred, der er i skarp kontrast til Maries utilpassede facon.
Hendes lumre humor og konstant ironiske tilgang til livet rammer skævt både i forhold til Vellings beboere og de politisk bevidste elever på højskolen.
”Tal aldrig om sex,” lyder rådet til Marie fra tv-værten Anders Agger, der bor i lokalsamfundet og spiller en lille, men afgørende rolle. Han agerer indgang til at forstå, hvordan man gebærder sig i mødet med det fåmælte folk på den jyske vestkyst.
I sin brevkasse kan Marie dog få afløb for noget af den samtalelyst, der ikke bliver stimuleret af hverdagens møder og interaktionen med sønnen. Et år gammel stadig bliver han kaldt Muh, fordi det er den eneste lyd, han kommer med.
Med film som En kort en lang, Fidibus og All Inclusive har Hella Joof stået bag originale komedier. Denne gang må instruktøren forholde sig til et bogforlæg, som en masse mennesker mener noget om, og hun forløser både den lille og store historie.
På overfladen handler det om massive kulturforskelle i ellers lille og homogene Danmark. Men under den morsomt iscenesatte fernis gemmer sig en fortælling om ensomhed og det ikke at føle sig hjemme, såvel geografisk som i sin egen krop.
Meter i sekundet lykkes med at få én til at grine højt og gå hjem med hovedet fuld af tanker om livet i al dets fejlbarlige lethed.
Kommentarer