Ræk hånden op, hvis du har det svært med Adam Sandler. Ræk den anden op, hvis du periodevis har knas med dine forældre eller søskende.
Behold dem bare oppe og gør klar til at overgive dig til The Meyerowitz Stories, en underholdende og intelligent dramakomedie.
Filmen vil med garanti gøre dig mildere stemt over for både din egen familie og komikeren, der har knækket Hollywood-koden til kommerciel succes, men som her får en ægte rolle, hvor hans naturlige aura af enfoldighed tilmed tjener et konstruktivt formål.
Sandler spiller Danny, hvis store datter flytter på college, mens ekskonen er ved at få landet en skilsmisse, og hans to søskende mere eller mindre udtalt bebrejder ham, at han forvaltede en potentiel musik-karriere uambitiøst. Nu er det ligesom for sent.
Dannys selvoptagede billedkunstnerfar (Dustin Hoffman i en rolle af comeback-format) ser lige gennem ham med et underforstået: Godt, jeg fik andre børn.
Det er både ynkeligt og oprigtigt rørende, når Danny, familiens sorte får, sætter sig til klaveret og spiller sange, der i teen-årene kunne samle unge og gamle. Nu tjener de samme formål, men situationen er en anden. Det er ekkoet af en kernefamilie, der er forsamlet.
Adam Sandler synger og spiller kun til en karakter lidt over bestået, men han gør det uden grimasser, og i hver en halvfalsk tone klinger års ugengældt kærlighed.
At se Sandler sådan her – efter årtiers voksenbaby-roller – er som at genlæse et gammelt brev og opdage følelser i det, man aldrig før havde bemærket. Bør man ligefrem give 50 First Dates eller The Wedding Singer en chance til?
Det meste af Meyerowitz-familien bor i den pænere ende af New York, hvor man er på fornavn med gallerister og venstrefløjstænkere, men hvor de fleste – selv Dustin Hoffmans patriark – bærer rundt på uindfriede ambitioner med en blanding af blind vinkel og udadvendte bebrejdelser. Det er et univers, vi kender fra Woody Allen, newyorker-jødisk screwball med personkonflikter, religiøse problemforgreninger og tætsiddende fornærmelser.
Men hos Noah Baumbach viger den Allen’ske satire for varme og vemod. Det gør The Meyerowitz Stories til en film, man både klukker af og får lyst til at tage med på bar. Den oser af, at Baumbach gennemlyser ikke bare den menneskelige forfængelighed, men også alle de positive følelser, der kommer i klemme i storfamiliernes svingdøre af følelser – gamle som nye.
Instruktør og manuskriptforfatter Noah Baumbach har allerede gennem et par solide årtier inkarneret det karakterdrevne drama under det kommercielle Hollywoods sci-fi- og superhelte-skal.
I midt-90’erne debuterede han som del af slacker-generationen og har siden bevaret sin kærlighed til det uperfekte menneske. Og nok så vigtigt i relation til The Meyerowitz Stories: sansningen af det liv, der suser forbi i skikkelse af andre med mere succes end én selv.
Med den flagrende, nærmest impressionistiske Frances Ha fanger han utjekketheden hos de endnu retningsløse omkring de 30, og med While We’re Young spidder han de midaldrendes hunger efter ungdoms-eliksir i form af stoffer og inliners.
Så på en måde virker det logisk for ham at lave en Adam Sandler-film.
Danny er omkring de 40 og ikke voksen endnu – ligesom i de fleste andre Sandler-film. Men selv ikke P.T. Anderson eller Judd Apatow, der gjorde Sandler nærmest elskelig i hans bedste roller i karrieren (henholdsvis Punch-Drunk Love og Funny People) har gjort ham til så integreret en del af et ensemble.
For det er først som sidst, hvad The Meyerowitz Stories er: en relationsfilm, hvor alle har uafsluttede konflikter med alle, en The Royal Tenenbaums i bundrealistisk tonefald, men med masser af humor.
Ben Stiller, Elizabeth Marvel, Emma Thompson og Grace Van Patten fungerer alle som velsmurte tandhjul. Men det er Adam Sandler, man græder med.
facebook
twitter
Kommentarer