Mid90s

Man kan næsten lugte de solhede fortove og mærke de varme, spændte kinder, let forbrændt efter en hel dag udenfor.

Så sanselig er skuespilleren Jonah Hills nostalgiske debutfilm som instruktør.

Trettenårige Stevie keder sig i sin sommerferie. Han er barn af den lavere middelklasse og bor sammen med sin mor og storebror Ian, som han idoliserer, men som gengælder hengivelsen med brutale tæsk.

Da storebroren fylder atten, bliver moren rørstrømsk og fortæller, hvordan hun var gravid med ham på sin attenårs fødselsdag. Ian har ikke andet end et mut udtryk til overs for noget – ikke engang den nøje udvalgte cd, som lillebror har købt. Samværet er betændt, men bliver aldrig italesat.

En dag ser Stevie nogle lidt ældre fyre hænge ud i en skaterbutik. De står på boards og ryger smøger, og lige så stille bliver han en del af den rodløse gruppe bare ved at hænge ud. Han siger ikke så meget, men er en sød unge, der nu er nederst i hakkeordenen, hvilket især den jævnaldrende Ruben er glad for. Nu har han én, han kan oplære og være efter.

Mid90s er nært beslægtet med Richard Linklaters kærlige portræt af sin ungdom i 70’erne, Sidste vilde nat med kliken, der selvfølgelig er beslægtet med George Lucas’ ungdomsfilm Sidste nat med kliken om de tidlige 60’ere.

Som man kunne forvente af en Oscar-nomineret skuespiller har Jonah Hill et forrygende tag i sine unge medvirkende. Alle drengene er rørende og tegner miljøet knivskarpt op.

Men tidslommen bliver også lidt vel magelig i sin nostalgi.

Vi kan alle være kloge, når vi ser tilbage på vores fortid, men film som Fucking Åmål og Kids (hvis forfatter Harmony Korine har en cameorolle her) gav i sin tid et jordskælvsrystende indblik i de unges liv. De talte til deres samtid på samme måde som sidste års Eighth Grade.

En af knægtene er en ivrig amatørfotograf, der med sit vhs-kamera filmer vennernes tricks, ligesom Spike Jonze gjorde det i 90’erne.

Måske det er det rullende kamera, der opildner Stevie til at følge de store hen over et bredt gab mellem to tage. Han klarer ikke springet, men overlever faldet. Det giver ham en endnu større stjerne hos de andre. Alle på nær Ruben, der pludselig ser en opkomling springe over ham i geleddet.

Stevie har travlt med at blive voksen. Det er virkelig skægt, når han flår plakater med Ninja Turtles ned fra væggen og sætter afrevne sider fra skatermagasiner og pornoblade op. For så alligevel at tage de bare damer ned.

Han er så lille at se på, og komikken fordufter, da han får travlt med at tage stoffer og dyrke sex. Gid han kunne være et uskyldigt barn lidt endnu. Samtidig er der noget vigtigt og dannende ved det fællesskab, han har med de andre drenge.

Selv om den langhårede Fuckshit (gruppen er kreativ med øgenavne) er en uansvarlig og potentielt farlig type, når han som gruppens chauffør ofte kører bil i påvirket tilstand, er lederen Ray faktisk en seriøs gut, der har sin egen butik og drømmer om at blive professionel skater. Han er ikke bare uregerlig og antiautoritær, hvad der ellers kan være så fristende, når man er ung og forvirret.

I sin debut som instruktør formår Jonah Hill virkelig at fange 90’er-tidsånden.

Det er også et lækkert visuelt træk, at filmen er i det gamle tv-format 4:3, ligesom det vidner om hans talent, at han har fået Trent Reznor og Atticus Ross til at levere et stemningsmættet soundtrack. Det passer vidunderligt til de livsnære billeder af unge drenge, som står på skateboards ned ad en boulevard med trafikken brølende tæt forbi.

Jonah Hill viser selvsikkert en ny side af sit store talent. Mid90s er en lille perle, et intimt drama stykket sammen af storslåede detaljer, om at være ung i 90’erne og om at være ung i det hele taget.