Biografanmeldelse
21. maj 2015 | 14:45

Midtimellem

Foto | Eugen Gritschneder
Claras (Clara Drenck) telefon er gået i stykker, men i Midtimellem lykkes det hende alligevel at møde Malte (Malte Milner Find) uden brug af Tinder eller Facebook.

Et ungt par tager budcyklen rundt i København, mens voksne står på spring med livsvisdomme om det svære ungdomsliv. Det er velmenende, om end det er set og hørt før.

Af Jeppe Mørch

Den forbandede ungdom har det svært. Sådan har det formentlig altid været, men nu skal man ikke kun finde ud af, hvem man er i virkeligheden. Man skal også have styr på det online.

Det kan der siges meget bekymrende om, og det gør instruktør Henrik Kolind i sin nye film Midtimellem. Her er mange velmenende budskaber om at være mere i det berømte ”nu”. Desværre leveres disse for sjældent med den fornødne elegance, der kan holde banaliteten stangen.

Kolind har før instrueret Caroline – den sidste rejse, en nutidig fortolkning af trekantsdramaet mellem Caroline Mathilde, Christian 7. og lægen Struensee. Her leveres dialogen teatralsk og alvorstung.

I Midtimellem er stemningen mere afslappet, selvom Malte har mistet sin mor.

Malte (Malte Milner Find) bor nu hos sin fraværende far, der er mere interesseret i damer end i sønnen. Malte er introvert og usikker på fremtiden. Han ejer et analogt Petri-kamera og vil gerne være fotograf. Alligevel har han svært ved at få skrevet den ansøgning til fotoskolen i Prag.

Han vandrer hellere gennem Københavns gader på jagt efter et godt motiv. Og sådan et finder han i et bagervindue. Her står den smukke Clara (Clara Drenck), som han begynder at knipse billeder af.

Hun er først ikke tilfreds med at blive beluret. Men den ellers lidt kejtede knægt får afvæbnet situation, og snart er han med i ladet på hendes budcykel, da hun skal rundt i byen med kager.

På turen cykler de ind i et væld af lektioner om livet. Uanset hvem de møder, har vedkommende et god råd om ungdom og fremtiden. Nogle gamle underholdningsheste må have lugtet savsmuld, for det er kendte ansigter, der dukker op på ruten.

Henrik Prip gør det godt som bitter, om end karikeret alkoholiker, der bliver knotten over, at de unge mennesker bestiller caffe latte. En scene, hvor Erann DD spiller sig selv, er anderledes tåkrummende. Han står klar som coach, da Clara og Malte træder ind i lejligheden.

Som ung havde han åbenbart valget mellem at blive musiker og pilot. Erann valgte musikken, fordi den gjorde ham glad. ”Smilet blev everything for mig. Er du med?” spørger han Malte, der er helt befippet over at møde sangeren.

Det synes en kende mærkværdigt, at en ung fotografspire, der vil på tjekkisk kunstskole, er så starstruck over at møde popmusikeren Erann DD fra Toppen af poppen.

Til gengæld er turen rundt i København flot eksekveret af fotograf Eugen Gritschneder. Med sømløse, glidende bevægelser tager han os rundt gennem byen uden at forfalde til postkortbilleder. Kageruten går uden om de største turistattraktioner, og det antydes kun, hvor scenerne foregår, når man kan skimte søerne eller den gule mur foran Assistens Kirkegård i baggrunden.

Det er et oplagt valg at lægge toner fra hele Københavns nye husorkester over billederne. Ulige Numres melankolske og alligevel sødmefulde musik tilføjer noget drømmende til universet, som passer fortrinligt til det unge pars færden.

Vi følger Malte og Clara gennem et enkelt døgn, og et forbillede for Midtimellem har givetvis været første del af Richard Linklaters trilogi om Jesse og Celine, Before Sunrise. Her beviser Linklater, at han er en af verdens bedste til at skrive dybsindig, uprætentiøs hverdagsdialog. Uden at nå samme højder, er kemien mellem Clara og Malte glimrende. Det smitter, når de to sender hinanden søde smil.

Når Malte modtager en besked eller notifikation på sin telefon, dukker teksten op på skærmen, så vi kan følge med. Vi skal ikke bruge informationerne til noget. Tricket er en påmindelse om, hvor distraherende en smartphone kan være. Hvis man gerne vil snakke med en tiltalende pige og samtidig tage billeder, er det dræbende, at ens fokus konstant forstyrres.

Den problematik kender vi alle. Og Malte og Clara er da også, som teenagefolk er flest, to søde, unge mennesker. Men de er ikke kompromisløse eller temperamentsfulde, komiske eller poetiske. De er mere gennemsnitlige, når de snakker om at være nærværende og ”gribe dagen”.

Det er let at forstå forvirringen over det voksenliv, der lurer. Men sønderrivende nytænkende bliver det ikke.

Trailer: Midtimellem

Kommentarer

Titel:
Midtimellem

Land:
Danmark

År:
2015

Instruktør:
Henrik Kolind

Manuskript:
Ina Fischlin

Medvirkende
Clara Drenck, Malte Milner Find, Henrik Prip, Erann DD, Morten Hauch Fausbøll, Cecilie Stenspil, Hanne Uldal, Ole Boisen

Spilletid:
80 min.

Premiere:
22. maj 2015 i Posthus Teatret, København

© Filmmagasinet Ekko