I den skabelonanmeldelse, jeg i tidernes morgen fik udleveret af Ekko, så jeg kunne levere en korrekt opsætning af mine forglemmelige tekster, lød indledningen: ”Du skal dø. Det er en af de få sikre sandheder i livet.”
For den australske film er et på samme tid voksent og purungt drama om at skulle dø og så alligevel leve. En stærk film om det, som de fleste fortællinger, hvad enten de er film, sange, malerier eller noget andet, handler om: kærlighed og død.
Milla på seksten har endnu ikke tabt alle sine mælketænder, hvilket hun selv beskriver som usædvanligt. Samtidig er hun ramt af uhelbredelig cancer.
Livet burde ligge foran hende, men det er allerede ved at slutte. Hun går i skole, hun passer sine violintimer. Men alle de rutiner, som tidligere var med til at give hende retning, virker nu meningsløse.
En morgen på togstationen bliver hun stødt ind i af en vild, 23-årig fyr med asymmetrisk hjemmeklippet frisure. Moses er pusher og stofmisbruger, men redder hende – måske – fra at springe ud foran toget. Der er ingen tvivl om, at det er en overvejelse, hun står med. Om hun ville gøre det, vides ikke, men det er et af de mange momenter i filmen, hvor tilskueren selv må fortolke.
Milla er fuld af ambivalens. Den fanger både lysten til at leve og driften mod den uundgåelige død.
Der opstår en aparte alliance mellem Milla og Moses. Hendes glæde er stor, da han siger ja til at være hendes ledsager til skolens gallafest og oven i købet proklamerer, at han vil tage jakkesæt på.
”Hvor vildt! Mit hjerte banker så hurtigt, at det føles som et hjerteanfald,” udbryder hun ekstatisk. ”Jeg troede ikke, det ville føles sådan,” siger hun så om den følelse, som måske er forelskelse, men lige så godt kan være selve det boblende liv, der insisterer på at være i hende så længe som overhovedet muligt.
De boltrer sig sammen, den kræftsyge pige med en farverig paryk og den narkopåvirkede unge mand. Men scenen vender, da Milla bliver ramt af kemo-kvalme og skal have medicin.
Det viser sig, at Moses har hugget alt receptpligtigt i huset.
Eliza Scanlen, der brød igennem i tv-serien Sharp Objects og spiller en af søstrene i Little Women, er intenst og uroligt til stede i hovedrollen. På en gang et legende barn og filmens mest modne karakter. Toby Wallace giver hende smukt modspil som den heftige, uberegnelige og kærlige Moses.
”Kan du ikke se, at han er helt væk?” spørger Millas musikermor Anna, der er på angstdæmpende piller og indimellem selv bimlende skæv. Både hun og Millas far, psykiateren Henry, er grebet af rædsel over Millas forhold til Moses.
Men også de er fulde af modstridende følelser. For når det nu er tydeligt, at deres dødsmærkede datter blomstrer i selskab med det uheldige bekendtskab, hvordan og hvorfor skulle de så forhindre det?
Selv om vi (jeg) helst vil være med de unge i filmen, er forældrenes sorg og desperation en vigtig del af historien. De voksne får så megen selvstændig plads, at Milla skiller sig ud fra den trend inden for ungdomsdramaer, der handler om kræftramte unge piger.
Jeg var rigtigt glad for En flænge i himlen og En-to-tre-nu! Men Milla er mere kantet og abrupt, og det er ment som en ros.
Filmen er baseret på et skuespil af Rita Kalnejais. Replikkerne er tydeligvis skrev, godt skrevne, så de har et let stiliseret præg. Scenerne får lov til at være lange, når der er brug for det.
Men instruktør Shannon Murphy laver ikke filmet teater. Hun instruerer med hjælp fra et levende, vibrerende kamera, der går tæt på personerne og dvæler ved deres sårbarhed.
Og selv om døden er til stede i hvert sekund, er det livet i dets skrøbelighed og styrke, som sejrer.
Kommentarer