Serieanmeldelse
23. jan. 2025 | 00:49

Min klasse i Grønland

Foto | Jacob Utzon

Inunnguaq går i femte klasse og deltager i en hundeslædekonkurrence, hvor han skal køre syv kilometer alene. 

DR-børneserie giver et loyalt og rørende indblik i livet i Grønland, som også danske børn kan spejle sig i.

Af Kristian Ditlev Jensen

En dreng, der skal medvirke i en hundeslædekonkurrence for første gang – og køre syv kilometer alene. En pige, der skal begynde i en ny klasse og er usikker, fordi hun ikke kender klassekammeraterne. En dreng ønsker sig fodboldstøvler i fødselsdagsgave, men er bange for, om han får dem. En julebasar skal forberedes og arrangeres, så der kan skrabes penge sammen til klassefesten. 

Familiens mænd skal på fisketur, så der kan komme torsk på bordet, men en af klassens grønlandske drenge kan ikke rigtigt lide fisk. En dreng skal besøge sin mor i en anden by, og i Grønland foregår det med fly. En pige skal til tandlægen, og hun er rigtig bange for, om hun skal bores. 

Den nye børneserie Min klasse i Grønland giver et helstøbt indblik i livet i Grønland, specielt målrettet de mindre børn på mellem fem og ti år. Og når man ser den i selskab med målgruppens kerne – to børn på syv og otte – rammer den plet. 

Koncentrationen bevares igennem samtlige af de korte afsnit af cirka syv-otte minutter – også når de alle ses i ét stræk på bedste streamingfacon. 

Serien vækker både beundring, undren, loyal latter og lige så loyal medfølelse hos børnene, der flere gange også bliver tavse af spænding og medleven. 

Kan han klare flyturen selv? Vinder han slædeturen? Bliver hun glad igen? Kommer delefaren og ser sin søn? 

Serien er lavet i en form for rå realisme, der får hjælp af den grønlandske hverdagsvirkelighed, som bærer præg af en del 1970’er-agtigt byggeri og interiører. Og netop hverdagsvirkeligheden er både gribende og smuk. 

Det er svært at komme i tanke om lignende på én gang grårealistiske og smukke skildringer af Grønland – det skulle da lige være det Nuuk, der vises i Isabella Eklöfs filmatisering af Kim Leines selvbiografiske roman Kalak. 

Mange ting i serien vækker også dybe tanker, når man ser den som voksen. Alene forsøget på at forklare børnene, at Grønland er et land, men ”samtidig Danmark”, afslører den kolonialistiske fortælling (selv om den ikke er hele historien om området, der nu engang har været dansk i 300 år). 

Ikke desto mindre viser sprogkløften også en etnisk kløft. Landet er måske nok på papiret dansk, men det er især grønlandsk, som de seneste politiske debatter også har vist tydeligt. 

Seriens ærinde er en form for ærlig og reel præsentation af grønlænderne, bare i børnehøjde. Men den bliver faktisk en fuldstændigt og hel skildring med et hav af nuancer. 

Mange problemer og konflikter og oplevelser, som også danske børn kan spejle sig i, rulles op. Et barn har ikke kontakt med sin far – en virkelighed, der deles af op mod hvert syvende danske barn, som mangler en forælder. 

Et barn bor i en skilsmissefamilie, ligesom så mange andre børn. Et barn er overvægtigt. Et barn er usikkert. Et barn er ensomt. 

Alt sammen skildres med en forbilledlig loyalitet og en rørende støtte fra kammeraterne og vennerne. Man bliver faktisk rørt. Og sammen med børnene ved siden af kan man få åbnet en samtale. 

Måske ikke lige om den incest og de seksuelle overgreb, familievolden og misbruget af alkohol og stoffer, som findes også i Grønland. Men så i hvert fald alt det andet, der kan ramme en familie og dermed også et barn. 

Ulla Søe rammer flot med sin børneserie. Og i finalen – et lidt længere afsnit, hvor de grønlandske børn besøger venskabsklassen i Svendborg – samles hele serien i et smukt møde. 

En formidabel kvalitetsproduktion til børn, både her og der.

Kommentarer

Titel:
Min klasse i Grønland

Land:
Danmark

År:
2025

Instruktør:
Ulla Søe

Medvirkende:
Inunnguaq, Mino, Laura, Aligiaq

Spilletid:
Ti afsnit af cirka otte minutter

Anmeldelse:
Ti afsnit

Premiere:
23. januar i Svendborg Biograf og 27. december på DR Ramasjang og DRTV

© Filmmagasinet Ekko