Min søns familie

Forbyttede børn? Helt ærligt.

Den filosofiske japanske instruktør Hirokazu Kore-eda er blandt andet kendt for Mellem liv og død (om personer, der kun må medbringe et enkelt minde ind i dødsriget) og Nobody Knows, der handler om fire børns overlevelse i en lejlighed, efter deres mor har forladt dem. Men hans nye spillefilm Min søns familie lyder som en almanak-fortælling fra 1800-tallet eller en novelle fra Familie Journalen:

To børn byttes om ved fødslen og vokser op hos de forkerte familier. Seks år efter kommer sandheden frem. Hvad skal forældrene gøre?

Jeg var skeptisk, da jeg læste om handlingen. Men så stillede jeg nogle spørgsmål til mig selv, før jeg så filmen. Og dilemmaerne tårnede sig op, så måske var emnet ikke så idiotisk endda.

Hvad ville jeg gøre, hvis jeg fandt ud af, at den dreng, jeg troede var min søn, i virkeligheden var nogle andres, og omvendt? Ville jeg lade livet fortsætte, som om intet var hændt? Ville jeg insistere på at lære min biologiske søn at kende? Ville jeg – oh, rædsel – pludselig forstå, hvorfor min såkaldt uægte søn var anderledes end mig, og ønskede jeg – endnu større rædsel – at bytte børnene tilbage, og for hvis skyld? Børnenes eller min egen?

Spørgsmålene er hypotetiske, for mine børn er tydeligvis mine, og de skal ikke byttes.

Men spørgsmålet er relevant for den ambitiøse og ærekære arbejdsnarkoman og arkitekt Ryota (Masaharu Fukuyama). Hans kone Midori (Machiko Ono) prøver i det små at beskytte drengen Keita mod familiefarens ambitioner, men det er svært, for Ryota ønsker det perfekte barn.

Hans søn skal knokle med lektier og klaverspil, fra han står op, til han går i seng. Keita ser op til Ryota, men er ved at knække, og i virkeligheden ønsker han bare mere kontakt med den mand, han kalder far. Men far har travlt. Alt for travlt.

Da Ryota så erfarer, at Keita slet ikke er hans, og at drengen, der er hans biologiske søn, lever i en familie, som bor i et mindre prangende kvarter, hvor den afslappede og muntre far Yudai (Riri Furanki) driver en ydmyg isenkrambutik, går hans verden i stykker.

Ryota begynder at spejle sig i den rappe og begavede knægt, som han mener trænger til at blive opdraget. Han fantaserer først om at påtage sig ansvaret for begge drenge, senere om at bytte børnene om.

Det lykkes ham at virkeliggøre sine fantasier, men Ryota må erkende, at hans ideer om det perfekte liv ikke har noget med en lykkelig eller meningsfuld tilværelse at gøre.

Der kunne være kommet en oversentimental film ud af den historie, men Min søns familie er gribende, afdæmpet og fortalt på en måde, så de menneskelige valg og svære følelser hele tiden er i centrum. Der er en grundighed i fortællingen, som gør, at man forstår de overvejelser, knudemanden Ryota gør sig, også selvom de fleste af dem er åbenlyst tåbelige.

Der er ikke meget traditionel spænding i filmen, men vi får enkelt redegjort for, hvorfor det gik galt seks år før – en historie, der har sit udspring i en ung sygeplejerskes tragiske livssituation. Tragisk som det liv, Ryota prøver at pådutte to familier.

Måske er kontrasten mellem det kontrollerede artiktekt-miljø og det glade kaos, som regerer hos isenkræmmeren, for tydelig.

Men som filmen skrider frem, bliver det klart, at den i højere grad er et portræt af et menneske, der tvinges ud i et selvopgør, end fortællingen om de to forskellige hjem.

Og her sidder jeg, ambitiøs, midaldrende far i Vesten, uden forbyttede børn, og genkender det perfektionistiske og glædeløse karrieremenneske i mig selv, og håber på, at det ikke står helt så galt til som hos Ryota.

Min søns familie får mig til at kigge indad.

Og når den tilmed er troværdigt spillet, dynamisk klippet og fotograferet med et blik, der registrerer både de blanke overflader og sprækkerne i Ryotas verden, er det lige før, den kan indgå i en kur mod folkesygdommen stress.

Gå i biografen! Mød dig selv. Kom opløftet og måske mere afklaret ud.