”Bedstemor lugter af Korea!”
Lille David er træt af mor og fars skænderier langt ude på landet i Arkansas. Men da bedstemor Soonja flytter ind i Yi-familiens husvogn, er det hende, der bliver skydeskive for hans og storesøsterens frustrationer.
Hun er ingen rigtig bedstemor, mener de, for hun hverken bager småkager eller gør rent. Og bedstemor er da også noget speciel. Da David endelig finder sig en legekammerat i kirken, fortæller hun med det samme, at han tisser i sengen.
”Broken ding-dong!” siger hun bramfrit og peger.
Instruktør Lee Isaac Chung har skrevet Minari – der snuppede Golden Globe-prisen foran Thomas Vinterbergs Druk – ud fra egne erindringer fra midt-80’erne. Jan skildrer barnestore problemer helt i øjenhøjde med sin lille stjerne, Alan S. Kim. Men det er filmens modne forståelse for forældrene, der giver den en humanistisk gennemslagskraft.
De arbejder begge med at sortere kyllinger, men efter ti års slid vil Jacob være sin egen lykkes smed. Han vil dyrke koreanske grøntsager, også selv om hans kone Monica har svært ved at støtte ham. Det kan godt være, at 30.000 koreanere flytter til USA om året, men de flytter ikke ud på sydstaternes bøhland.
Monica har ingen at tale med, og hvad værre er: Det nærmeste hospital er en times kørsel væk, og David har hul i hjertet. ”Lægerne siger, det kan stoppe når som helst,” udbryder hun frustreret – mens sønnen i smug lytter uden for vinduet.
Jacob bringer vitterligt sin familie i fare, når en tornado er nær ved at blæse dem alle bort. ”Se bare,” siger han, da huset er holdt op med at skælve, og strømmen kommer tilbage: ”Vi bekymrede os helt uden grund!”
Det er let at tage Monicas parti, men Steven Yeun, der spiller den skumle levemand i Lee Chang-dongs mesterværk Burning, udtrykker Jacobs indestængte ambition og knægtede stolthed, så man ikke kan undgå at holde med ham. Han herser med den rablende religiøse nabo Paul, der hjælper ham med afgrøderne, og afviser den lokale brøndgraver, der vil bruge en ønskekvist til at udpege en god kilde.
”Koreanere bruger hovedet!” siger Jacob stolt til sin søn, da vandet pibler frem fra en brønd, han selv graver. Men da den løber tør, er han nødt til at kappe husets vandforsyning for at vande sine afgrøder.
Lee Isaac Chung kommer fra en fintmærkende dramatradition, men hans manuskript går ikke af vejen for nogle lidt bastante metaforer. Alligevel er Minari en erindringsfilm, der føles uomtvisteligt autentisk og medrivende.
Fotograf Lachlan Milne finder frem til en stilfærdig poesi, der ikke blot mærkes i den lysegrønne natur, men også i husvognens tunge træpaneler og støvede interiører. Emile Mosseris sart vemodige klaver- og kormusik bruges effektivt. Ofte er det kun cikaderne, der overdøver landlivets larmende stilhed.
Filmen gennemstrømmes af nostalgisk medfølelse for familiens medlemmer. Jacob og Monica er for overvældede af deres egne problemer til at give børnene et solidt anker i hverdagen. Men bedstemor ser ungerne i øjnene, ikke mindst når hun tæsker dem i kortspil.
Youn Yuh-jung er vidunderligt uhøjtidelig i rollen.
Det er hende, der sammen med David planter minari, en koreansk vandselleri, ved en lille flod tæt ved huset. Der er en overlevering fra hans koreanske ophav, der breder sig hurtigt i den amerikanske muld.
Minari føjer endnu en nybyggerfortælling til den amerikanske selvforståelse, men gør det mere diskret, end det måske kan lyde. På filmens plakat står Yi-familien foran et hus med et enormt amerikansk flag malet på, men i filmen bor de i en præfabrikeret, hvid husvogn.
Lee Isaac Chung er bevidst om den store historie, han fortæller, men også så specifik i sin skildring af én bestemt familie, én bestemt barndom, at det ikke behøver gøres til symbol for noget større.
Filmen er stor nok i sig selv.
Kommentarer